Københavns Kommune er bygherre på de tre største skoler, der pt. er under opførelse her i landet. Det viser denne Top10-liste trukket i Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter. I alt har kommunen fire skoler med på listen over de ti største, igangværende skolebyggerier. Lige uden for listen på 11. og 12. pladsen er hovedstadskommunen igen repræsenteret med helhedsrenoveringerne af hhv. Blågård Skole og Nørre Fælled Skole.
Efter et år uden: C.F. Møller-arkitekt er ny stadsarkitekt i Aalborg
Senioranalytiker Rasmus Schulian fra Byggefakta – powered by Hubexo, siger:
– I de foregående år har Københavns Kommune stået for de største skolebyggerier. Der bliver både bygget nye skoler og investeret i renovering af de eksisterende skolebygninger. I hovedstaden er flere af byggerierne tæt på at være afsluttet. Der er flere på tegnebrættet, men de afventer udviklingen af nye byområder.
14.000 kvm skole
Øverst på listen ligger Arenakvarterets Skole med tilhørende svømmehal. Projektets slutdato er blevet rykket flere gange. Til at starte med hed den december 2023, siden skulle skolen stå færdig inden sommerferien 2024. Slutdatoen er nu ændret til december. Ifølge skolen selv er færdiggørelsen blevet drillet af en del sikkerhedsmæssige fejl samt fejl omkring de udførte brandlukninger. Dette gælder hele vejen rundt – for skole, svømmehal, idrætshal og bevægelsessal.
Ikke desto mindre er det et spændende – og omfangsrigt – projekt, de har gang i på Hannemanns Alle i Ørestad. Samlet har totalentreprenøren Bam Danmark opført 17.500 kvm, hvoraf de ca. 14.000 kvm udgøres af skole til ca. 1.200 elever, idrætshal, madskole og fritidsordning. Svømmehallen på ca. 3.500 kvm får både et 25-meters konkurrencebassin, varmtvandsbassin, undervisnings- og legebassin samt tilskuertribune.
Der bliver bygget usædvanligt mange nye skoler i det midtjyske i 2024.
Senioranalytiker Rasmus Schulian, Byggefakta – powered by Hubexo
Design af udearealerne på ca. 6.000 kvm står Nordic Office Of Architecture for. Samme tegnestue står bag det samlede projekts design i samarbejde med Nøhr & Sigsgaard Arkitektfirma. Christensen & Co. Arkitekter er tilknyttet sin indretningsarkitekt, mens Rambøll Danmark har taget ingeniørtjansen.
Som det ses i tabellen neden for er budgettet anslået til 550 mio. kr.
Vil genbruge 350.000 mursten
Nummer to på listen – genopførelsen af Damhusengens Skole – er også et omfattende projekt, der omfatter nedrivning og genopbygning af en 17.500 kvm ny skole til erstatning for Hyltebjerg Skole. Dertil skal ca. 8.000 kvm af Vanløse Skole renoveres/ombygges i forbindelse med skolesammenlægningen. Tre daginstitutioner nedrives.
Det hele foregår i etaper, da skolen er i brug i de mere end seks år, projektet pågår. Således blev projektet sat i gang i september 2021 og forventes færdigt i juni 2027. Også her er Nøhr & Sigsgaard arkitekt, mens det er Enemærke & Petersen gennem partnerskabet Trust, der er totalentreprenør.
Skoler igangværende | Oktober | 2024 | |||
---|---|---|---|---|---|
Projekt | Kommune | Budget | Kvm | Byggestart | Afsluttet |
Arenakvarterets Skole – skole og svømmehal | København | 550 | 17.500 | 202103 | 202412 |
Damhusengens Skole – Genopførelse | København | 453 | 25.500 | 202109 | 202706 |
Ny skole i Kødbyen | København | 440 | 19.000 | 202204 | 202412 |
Huset Stigsborg – skole og institutioner | Aalborg | 396 | 16.000 | 202211 | 202508 |
Ny Skole og Fritidscenter i Gellerup | Aarhus | 311 | 14.200 | 202308 | 202807 |
Ravnbakkeskolen – skole og fritidsfacilitet | Aarhus | 307 | 14.000 | 202403 | 202605 |
Tingbjerg Skole – Helhedsrenovering. Ny daginstitution | København | 225 | 11.000 | 202307 | 202612 |
Ny Herningsholmskole | Herning | 185 | 10.500 | 202409 | 202704 |
Strandskolen – renovering og udvidelse | Greve | 142 | 7.300 | 202111 | 202504 |
Ny Stoholm Skole | Viborg | 140 | 6.821 | 202409 | 202608 |
En af ambitionerne for projektet er, at 75 til 100 % af de materialer, der skal bruges til opbygningen, vil være genanvendte materiale. Bl.a. er det planen at genbruge 350.000 mursten fra den gamle skole.
Tresporet skole med madskole og idrætshal
Endnu en ny skole i København er landet på listens 3. plads. Den nye skole i Kødbyen på ca. 19.000 kvm er tæt på at været færdigbygget. Også på denne københavnerskole er det Bam Danmark, der har været totalentreprenør. Ifølge SMART er bygningen afleveret delvist og er tæt på afsluttet. Der resterer hovedsageligt anlægsarbejder.
Budgettet på 320 mio. kr. er summen af tre delprojekter. Projektet omfatter opførelse af en ny tresporet skole med madskole og idrætshal til ca. 840 elever – i alt ca. 11.000 kvm i 3-5 etager over terræn. Derudover etableres ca. 8.000 kvm kælder – herunder parkeringskælder med ca. 30 pladser. En væsentlig del af skolens udearealer – som landskabsarkitekterne fra BogL står for, etableres ovenpå konstruktionen.
Samlet budget: 231 mio. kr.
Da det er lidt unfair kun at nævne skolerne i Top3, når de alle ligger i København, tager vi også et kig på listens nr. 7, den 10.500 kvm Ny Herningsholmskole. Den er én af hele fire igangværende skolebyggerier i Region Midtjylland. Omfanget vender de traditionelle byggetrends på hovedet. Rasmus Schulian siger:
– Der bliver bygget usædvanligt mange nye skoler i det midtjyske i 2024. Der er fire nye skoler under opførelse – tre af dem er der taget første spadestik til i indeværende år.
– Helt overordnet er der igangsat væsentligt mere skolebyggeri i 2024 end i 2022 og 2023, men der er ikke tegn på, at tendensen fortsætter. Anlægsloftet betyder, at kommunerne må prioritere skarpt mellem investeringerne på anlægsområdet, og med den seneste nedjustering af børnetallet fra Danmarks Statistik, ser det ud til at kapacitetsbehovet vil falde i de kommende år, tilføjer senioranalytikeren.
Udearealer klar et år senere
Den nye tresporede skole opføres med alt hvad der hører til af faglokaler, værksteder, øvrige undervisningsrum, personalefaciliteter, centrale rum, administrative faciliteter, SFO, tandpleje og idrætsfaciliteter. Denne del er tegnet af GPP Arkitekter. Udenomsarealerne står Bymunch By- og Landskabsdesign for.
Top10: Logistik- og lagerbyggerier – igangværende
Skolen opføres i størst muligt omfang i svanemærkede materialer samt materialer, der er omfattet af Dansk Indeklima Mærkning. Skolen forventes at være klar til indflytning i sommeren 2026. Først herefter forventes arbejdet med udearealerne at gå i gang. Disse forventes færdige i 2027.
Følg evt. links i tabellen for at læse mere om de skoler, der ikke er nævnt her i artiklen.