Kerneydelsen i Dansk Overpumpning er håndtering af vand og spildevand, og virksomheden stiller både sin ekspertise og arsenalet af mobile pumpeløsninger samt såkaldte interimsforanstaltninger til vedligeholdelse af drift til rådighed ved såvel akutte som planlagte opgaver.
– Vi har naturligvis mere travlt, når Vorherre lukker op for sluserne. Men meget er planlagt arbejde, når entreprenører skal omlægge eller etablere nye ledninger. Så er vi der til at vedligeholde det flow, der ellers løber i kloakker, fortæller direktør Sarah Viborg, der ofte selv er ude for at montere virksomhedens pumpeløsninger.
Den forebyggende indsats
Udstyret består af blandt andet 35 motorpumper i varierende størrelser, dykpumper, afspærringsballoner, slanger og rør. Men med et øget fokus på den forebyggende indsats tilbyder Dansk Overpumpning også en beredskabsløsning, der kan stå klar på pladsen i form af en ti-fods container med pumper, balloner og andet nødvendigt grej til at inddæmme et spild.
– Vi leverer alle slags pumpe- og væskeopbevaringsløsninger. Men vi har et stigende fokus på den forebyggende indsats, fortæller Sarah Viborg, der af samme grund bruger meget tid på at rådgive om, hvordan man forebygger og minimerer spild i de allerede planlagte processer.
Kunderne er virksomheder, raffinaderier, entreprenører og forsyningsselskaber. Denne dag er Dansk Overpumpning blandt andet engageret hos en større medicinalvirksomhed, hvor Dansk Overpumpning håndterer processpildevand.
Det er affaldsvand fra deres anlæg, som vi håndterer, mens de omlægger deres ledninger, som det normalt ville løbe i
fortsætter direktør Sarah Viborg
Et bæredygtigt valg
Dansk Overpumpning har agenturet på Rain For Rents produkter, så virksomheden kan levere containere på op til 70 kbm, der kan håndtere alle typer væsker. Men den store kapacitet kan også komme i anvendelse ved forureninger i havne eller søer, hvor vand fra et inddæmmet område skal opbevares midlertidigt.
– Store entreprenører kan selv håndtere det, men vi får specialopgaverne, siger Sarah Viborg.
Dansk Overpumpning vælger leverandører og brands, som tænker i fremtiden. Maskinparken består for en stor dels vedkommende af elektriske pumper, hydrogendrevne pumper og Stage 5 motorer med AdBlue, og virksomheden råder over alle mulige hjælpemidler til tunge løft.
Dansk Overpumpning har desuden både ISO 14001-certificering inden for miljøledelse og ISO 45001-certificering inden for arbejdsmiljøledelsessystemer, og de internationalt anerkendte standarder underbygger værdierne i virksomhedens fokus på både bæredygtighed og medarbejdertrivsel.
– Det er et must i denne verden, at vi efterlever nogle standarder både i forhold til miljø og medarbejdere. Det er ikke et krav, men det er et valg fra vores side, fortsætter direktøren, der også ser det som en konkurrencefordel for Dansk Overpumpning.
– Det er også en måde at gøre sig attraktiv på både overfor kunder og medarbejdere, slutter hun.
Landing page: www.danskoverpumpning.dk