Sygehusbyggeri i Køge deles op i 30 udbud

Region Sjælland ønsker, at mange entreprenører byder ind på opførelsen af Universitetshospital Køge, som deles op i ni etaper med i alt 30 udbud.
Byggeriet af Universitetssygehus Køge bliver opdelt i ni etaper for at give en bredere kreds af entreprenører mulighed for at byde på opgaverne. Illustration: C. F. Møller, Alectia og Rambøll.
Byggeriet af Universitetssygehus Køge bliver opdelt i ni etaper for at give en bredere kreds af entreprenører mulighed for at byde på opgaverne. Illustration: C. F. Møller, Alectia og Rambøll.

Det store byggeri af Universitetssygehus Køge til fire milliarder kroner bliver opdelt i ni etaper. Det har Regionsrådet i Region Sjælland vedtaget for at give en bredere kreds af entreprenører mulighed for at byde på opgaverne.

– Byggeriet er opdelt i etaper af forskellig størrelse og af forskellig kompleksitet, hvilket betyder, at en bredere kreds af entreprenører får mulighed for at byde på elementer i projektet. Entrepriserne på etaperne får varierende størrelse, og på den måde kan flere typer af entreprenører byde på entrepriserne. Det kan være både store og små, indenlandske og udenlandske entreprenører. Vi forventer, at der bliver i alt 30 udbud, siger projektdirektør Helle Gaub, Universitetssygehus Køge, i en pressemeddelelse.

Pengene skal nå langt

Den overordnede intention med udbudsstrategien er at skabe en model, der fremmer samarbejdet mellem byggeriets parter og giver mulighed for at bringe alle kompetencer i spil til rette tid og dermed sikre pris og kvalitet.

– Udbudsstrategien har fokus på at få så meget ud af pengene som muligt. Vi ser en stor værdi i at få inddraget de entreprenører, der skal bygge sygehuset, så tidligt som muligt. Vi vil inddrage entreprenørerne og deres faglige kompetencer allerede inden de endelige tegninger færdiggøres. Med deres faglige kompetencer i spil kan vi sikre, at vi får løsninger af høj kvalitet – og som også reelt kan bygges og gennemføres, siger Susanne Lundvald, næstformand i Udvalget for Sygehusbyggerier og Innovation.

Det tætte samarbejde mellem alle byggeriets parter skal også forebygge forsinkelser og ekstraarbejde for entreprenører og rådgivere.

Universitetssygehus Køge bliver tre gange så stort som det eksisterende sygehus, og det samlede areal bliver på cirka 185.000 kvadratmeter. Sygehuset får cirka 865 sengepladser og omkring 4000 ansatte. Der er byggestart i 2016, og hele Universitetssygehus Køge ventes at kunne tages fuldt i brug i 2021.

Relateret indhold