I forbindelse med den nye Niels Bohr Bygning, som er en del af den nye Vidensbydel Nørre Campus, skal der bruges mere end 20.000 kvadratmeter teknisk isolering til ventilationsentreprisen. Ventilations- og isoleringsleverandøren Øland kan i en pressemeddelelse fortælle, at de er løbet med ordren.
I alt drejer det sig om 23.500 kvadratmeter teknisk isolering, der skal bruges til den nye laboratorie- og undervisningsbygning. Det er salgskonsulent Torben Ahlborn fra Øland, der har skabt kontakten til den store ordre.
I fremgang
Bygningen, der består af to bygningsafsnit på hver sin side af Jagtvej på Nørrebro, sætter ifølge Øland noget nær Danmarksrekord i tekniske installationer.
– Vi har vundet ordren på al den tekniske isolering til ventilationsentreprisen. Det er en kæmpe opgave til et af de mest spændende byggeprojekter i øjeblikket, siger administrerende direktør i Øland, Carsten Madsen, som fortæller, at Ølands isoleringsforretning oplever en meget gunstig vækst.
– Siden vi gik ind i teknisk isolering i 2011 er det kun gået frem. Vi får hele tiden nye kunder og nye ordrer. Meget ofte er det komplette entrepriser, hvor vi både leverer ventilation og teknisk isolering, men det sker også som her, at det er en ren isoleringsleverance. Dem ser vi flere og flere af i takt med, at vi er blevet en kendt leverandør på området, siger Carsten Madsen.