Skyd genvej til energikravene i BR18

Videncenter for Energibesparelser i Bygninger har opdateret sit BR-værktøj, der giver en genvej til Bygningsreglementets energikrav ved renovering.
Vagn Holk. Pressefoto.
Vagn Holk. Pressefoto.

Nu lancerer Videncenter for Energibesparelser i Bygninger en opdatering af sit online opslagsværk om energikravene i bygningsreglementet. Det opdaterede værktøj – BR18-Værktøjet – giver svar på hovedparten af de spørgsmål om energi, som håndværkere, entreprenører og installatører møder ved ombygning og renovering af boliger.

– BR18-Værktøjet gør det nemt at overskue bygningsreglementets energikrav. Ved hjælp af alfabetiske lister over bygningsdele og installationer finder man hurtigt de præcise oplysninger, man skal bruge for at kunne overholde energikravene i forbindelse med konkret bygge- og installationsarbejder, sig er Vagn Holk, leder af Videncenter for Energibesparelser i Bygninger.

Mindre ændringer

BR18 byder ikke på de store ændringer rent energimæssigt i forhold til BR15 ud over, at lavenergiklassen for nybyggeri kaldet Bygningsklasse 2020 ikke længere er lovpligtig, men blot frivillig. Der er imidlertid sket en større omstrukturering af reglementet, så man kan bruge værktøjet som genvej til at orientere sig på ny i BR18 inklusiv dets vejledninger.

BR18-Værktøjet er ingen facitliste og bygger på Videncentrets tolkning af Bygningsreglementet. Videncentrets nye BR18-Værktøj kan findes på byggeriogenergi.dk.

Dets forgænger om det tidligere bygningsreglement havde i 2017 over 50.000 besøg.

BR18 trådte i kraft 1. januar 2018. Det gamle bygningsreglement – BR15 – gælder ved siden af BR18 i en overgangsperiode til og med 30. juni 2018.

Relateret indhold