Om projektet
- Renoveringen har omdannet Hørgården til et moderne plejecenter med 189 nye boliger. En eksisterende forbindelse mellem stueetagerne i de tre blokke er blevet udvidet, så en ny mellembygning forbinder bygningerne på alle etager. Dertil er der etableret fælles faciliteter i form af aktivitetscenter, produktionskøkken og administration.
Renoveringen af Hørgården, som NCC har udført for Boligforeningen 3B, har givet betydeligt bedre forhold for både beboere og personale. De nye gange mellem blokkene med glas på begge sider giver store mængder af dagslys og betyder, at man kan komme længere omkring uden at forlade bygningen. Der er også karnapper, hvor man kan sidde og hygge sig.
Tre separate blokke med lange mørke gange og værelser, der var så små, at der ikke kunne stå en medarbejder på hver sin side af en beboers seng, er blevet forvandlet til et sammenhængende plejecenter med større værelser, lyse gange og centrale opholdsrum.
Projektchef Katrine Hald fra NCC fortæller, at det naturligvis ikke har været uden udfordringer at renovere så tæt på beboerne, men synes, at det er gået forbavsende godt.
– Håndværkerne i vores egenproduktion på el, tømrer, beton og kloak har som altid været nogle rigtig gode ambassadører i forhold til beboere og naboer, og det har helt sikkert være med til at bevare en god kommunikation, som har skabt grundlaget for vores rigtig gode proces, siger hun.
Ved en enkelt lejlighed, hvor der skulle udføres en særligt støjende opgave, blev der arrangeret en udflugt for beboerne til Dragør, og NCC hyrede ekstra borefolk ind, så borearbejdet kunne være overstået, når de vendte tilbage.
Plejecenteret er blevet renoveret i tre etaper. En for hver af de oprindelige blokke. To blokke har været beboet, men en tredje er blevet renoveret. Det har betydet, at byggeprocessen er blevet optimeret undervejs, og der er sket en række forbedringer på montage og valg af komponenter.
Dagens Byggeri besøgte pladsen tilbage i februar 2016.