Dansk byggeuddannelse godt i gang i Vietnam

I Ho Chi Minh City i Vietnam har godt 30 vietnamesiske studerende, som de første nogensinde i hele Asien, taget hul på en uddannelse til bygningskonstruktør. Og det er vel at mærke en dansk uddannelsesinstitution, der står bag.
Godt 30 studerende i Ho Chi Minh City er i gang med en 3½ årig uddannelse til bygningskonstruktør, som professionshøjskolen UCN i Aalborg udbyder. Foto: UCN Aalborg.
Godt 30 studerende i Ho Chi Minh City er i gang med en 3½ årig uddannelse til bygningskonstruktør, som professionshøjskolen UCN i Aalborg udbyder. Foto: UCN Aalborg.

– Vi har været i gang med etableringen af uddannelsen i Vietnam siden 2011. Det har krævet en enorm indsats at få uddannelsen stablet på benene, og derfor er det fantastisk, at de første studerende er startet. Vi kan mærke, at de store vietnamesiske og internationale entreprenørfirmaer virkelig tror på det her projekt, og de er klar til at åbne deres døre for vores studerende, når de eksempelvis skal i praktik, fortæller Lene Augusta Jørgensen, rektor på UCN.

Professionsbacheloruddannelsen til bygningskonstruktør, der varer 3½ år, er attraktiv i Vietnam og sågar hele Asien, fordi uddannelsen er helt ny på de kanter, og samtidig er byggebranchen i rivende udvikling i mange asiatiske lande. Vietnam og de sydøstasiatiske lande generelt mangler bygningskonstruktører, der kan styre store byggeprocesser og fungere som bindeled mellem ingeniører, arkitekter, entreprenører og bygherren.

Danske studerende til Vietnam

Rektor Lene Augusta Jørgensen ser store muligheder i, at UCN nu udbyder bygningskonstruktøruddannelsen både i Danmark og Vietnam.

– For os handler det først og fremmest om at skabe endnu bedre forudsætninger for udveksling af studerende og viden, samarbejde med internationale forskere og undervisere og international praktik. Ved at eksportere en af vores uddannelser 1:1 til Vietnam får vi en enestående mulighed for netop det, forklarer hun.

For nylig var 25 studerende fra bygningskonstruktøruddannelsen i Aalborg 14 dage i Vietnam, og det kommer man fremover til at se mere af.

– De danske studerende har også fået langt bedre mulighed for at komme i praktik hos de store byggekoncerner i Vietnam og på den måde kan de få en særlig profil på deres uddannelse. De vietnamesiske studerende vil tilsvarende kunne komme hertil og tage en del af deres uddannelse, forklarer UCN’s rektor.

Arbejdsomme studerende

Uddannelsen udbydes i et samarbejde med Ho Chi Minh City University of Architecture (HCMUARC), og undervisningen varetages af både danske og vietnamesiske undervisere.

Én af dem er Carl Redmond, der har også har haft en afgørende rolle i etableringen af selve uddannelsen i Vietnam. Han har stået for en del af undervisningen af de vietnamesiske bygningskonstruktørstuderende på den nye uddannelse, der officielt åbnede 22. september.

– Det første hold er en god blanding af både unge mænd og kvinder fra Vietnam samt en enkelt studerende fra Peru, og de er meget arbejdsomme og motiverede. For os er det en virkelig spændende udfordring at skulle tænke vores undervisning ind i en ny kontekst med et helt andet klima, en anderledes kultur og nye arbejdsmetoder.

Kan ændre måden vi bygger på

Carl Redmond har samtidig en forventning om, at den nye uddannelse kan være med til at bane vej for nye og mere effektive måder at bygge på.

– Hvis vi skal udvikle byggebranchen yderligere, skal vi samarbejde på tværs af landegrænser og lære af hinanden. Med vores engagement i Vietnam kan vi være frontløbere i forhold til udveksling af viden om byggeforhold og også inddrage det i udviklingen af vores byggeriuddannelser. Det er enestående, forklarer Carl Redmond, lektor på UCN’s byggeriuddannelser.

På UCN forventer man at optage omkring 40 studerende igen næste sommer. En del af dem kommer fra et såkaldt foundation year, som unge vietnamesere kan tage for især at styrke deres engelskkundskaber og derigennem leve op til de adgangskrav, der er til uddannelsen.

UCN har i flere år haft et kontor i Ho Chi Minh City, og det har også været med til at åbne dørene for andre af institutionens uddannelser. Studerende fra pædagoguddannelsen og sundhedsuddannelserne har blandt andet været på forskellige typer ophold i Vietnam. Bygningskonstruktøruddannelsen i Vietnam er akkrediteret af såvel Uddannelses- og Forskningsministeriet i Danmark og Ministry of Education and Training i Vietnam.

Relateret indhold