Det bliver danskere, der kan bryste sig af at stå bag den nye bæredygtige bygning, Kromet, på kajkanten i Göteborg.
For arkitekt Dorthe Mandrup er udnævnt som vinder sammen med Bisgaard Landskab og Rambøll. Det skriver arkitekt Dorthe Mandrup i en pressemeddelelse.
Vinderforslaget er kendetegnet ved brug af træ, genbrug af byggematerialer og en skulpturel fremtoning med grønne facader, der bringer tankerne hen på en trækrone.
– Jeg er stolt over, at vi har formået at bringe en skulpturel kvalitet ind i den store volumen og skabe et bæredygtigt byggeri, der tillader fleksibilitet over tid. Vasakronans høje ambitioner har gjort det muligt at udfordre nogle af de normale konventioner og skabe et fremtidssikret byggeri, der samtidig rummer en høj arkitektonisk værdi, siger Dorthe Mandrup, grundlægger og kreativ direktør.
Upcycler materialer fra eksisterende bygning
I byggeriet er det ambitionen at opnå bæredygtighedscertificeringen LEED Platinum, hvilket skinner igennem i valg af materialer.
Træ er det gennemgående materiale, mens beton, glas, aluminium og stål fra stedets eksisterende bygning upcycles og medvirker til et reduceret CO2-aftryk. Betonen i den nuværende bygning knuses på stedet til genanvendelse i den nye bygnings base og genanvendt, brudt glas får nyt liv som terrazzo-belægning på betonens overflade.
Søjler og bjælker er i limtræ samt gulve og vægge i krydslamineret tømmer (CLT), som giver mulighed for at anvende præfabrikerede elementer og samtidig giver fleksibilitet, så bygningens lokaler kan ændres over tid.
Enkeltlagsglas med flere funktioner
Den 37.000 kvadratmeter store bygning skal rumme både boliger, restauranter, butikker og kontorer.
Træet i facaden er beklædt med enkeltlagsglas for at bevare udtrykket af det naturlige materiale, og det gør træet vedligeholdelsesfrit og beskytter mod vejret – to af de største problemer med træbyggeri i det skandinaviske klima. Glasset danner desuden overdækning over de skrå tage, og kan fungere som drivhuse og vinterhaver for beboerne, der om sommeren kan skubbe taget til side og bruge arealerne som åbne terrasser.
Det var i efteråret sidste år, at Vasakronan AB i samarbejde med Göteborgs Stad og Sveriges Arkitekter, inviterede det internationale arkitektsamfund til parallelopdraget om opgaven om at designe Kromet på kajkanten i Göteborg. Ud af 43 interesserede blev fire teams prækvalificeret: Dorte Mandrup med Rambøll og Bisgaard Landskab; Helen & Hard med BSK, Funkia og ELU; Henning Larsen med Kanozi, Mandaworks og Sweco; samt Sunnerö med Urbio og Cowi.