Skou Gruppen er hovedentreprenør på en ny byggesag for Københavns Ejendomme & Indkøb. Entreprenørvirksomheden skal i samarbejde med Rønnow Arkitekter ombygge tredje og fjerde etage af Jydeholmen 15 i Vanløse til et nyt områdekontor, der fremover skal bruges af Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.
Når de nye kontorlokaler står klar til indflytning til efteråret, kan forvaltningen se frem til gode arbejdsforhold i store, åbne og lyse rum med moderne indretning. Ombygningen af Jydeholmen 15 består af nyindretning i ejendommen, balanceret ventilation på taget og opførelsen af to nedgange til flugtvejstrapper fra tagterrassen.
Jydeholmen 15 er en ejendom opført i 1971, der huser andre industrielle erhverv som lægepraksis, hjemmepleje, børneinstitution og Skolen Sputnik for elever i 0-6. klasse med sociale og emotionelle vanskeligheder og ADHD.
Når Skou Gruppen til efteråret afslutter ombygningen af tredje og fjerde sal i ejendommen, overtages etagerne af Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, som skal indrette sig med nye områdekontorer.
– Det bliver en daglig arbejdsplads for næsten 150 mennesker i lyse kontorrum med god plads. Det kommer til at være et godt match med de andre arbejdspladser i ejendommen, siger arkitekt MAA og byggeøkonom, Anders Hald, fra Rønnow Arkitekter, der er rådgivende virksomhed på byggeprojektet. Han fortsætter:
– Arkitektonisk prøver vi at ramme noget, som også har fat i tidsånden, uden at blive for målpræget og umoderne om få år. Etagerne kommer til at være moderne i indretningen med glasvægge i tidens tone, som bliver genkendeligt i forhold til indretning i dag, og som er velegnede til arbejdspladser med kontorrum.