Nakskov Havn står foran en smukkesering. I den proces har fire arkitektteams sideløbende arbejdet på en udviklingsplan. Nu er feltet snævret ind til to arkitektteams, skriver Realdania.
Bedømmelsesudvalget har peget på to teams, Erik Brandt Dam arkitekter med underrådgivere Lenschow & Pihlmann og professor Martin Zerlang samt SLA med underrådgiver H+Arkitekter. Begge teams skal arbejde videre med et konkret bud på, hvordan Havnebygningen på Honnørkaj kan bruges i fremtiden og vise, hvordan Honnørkaj kan blive et aktivt og levende byrum.
‘Alle Tiders Havn’
Udarbejdet af Erik Brandt Dam arkitekter med underrådgivere Lenschow & Pihlmann og professor Martin Zerlang.
Forslaget lægger vægt på dels at bevare og fremhæve de mange historiske elementer i byen og dels på de store perspektiver, der er i samspillet mellem havnen og den bagvedliggende by.
Honnørkajen med Toldboden, Havnebygningen og færgelejerne udgør et samlet og afgørende omdrejningspunkt for hele forslaget. Færgelejerne foreslås som nye opholdsområder med siddetrapper og mulighed for havnebad. Det tidligere billetkontor over for Toldboden skal være ny havnecafé. Toldboden og Havnebygningen skal have reetableret deres arkitektoniske storhed og med det afsæt rumme aktiviteter, som kan gøre bygningerne og området til festplads og forsamlingshus for hele byen.
‘Spor af Nakskov’
Udarbejdet af SLA med underrådgiver H+Arkitekter.
Forslaget etablerer et havnerum med tydelige elementer af den vigtige placering mellem Nakskov by og Nakskov Fjord.
I bygningerne og havnearealerne på nordsiden af havnen skabes der plads til Nakskovs “autentiske fødevarefortællinger”. I Toldboden foreslås en restaurant af høj kvalitet. Fødevarefortællingen bredes ud til Havnebygningen, hvor man i den mere rå østlige del etablerer et åbent rum, der bl.a. kan give plads til udsalgssteder og markeder med lokale fødevarer, der kan fungere i sammenhæng med Honnørkajen udenfor.
Vinder findes til foråret
Den endelige vinder af arkitektkonkurrencen får i foråret 2021 til opgave at udføre et projekt på Havnebygningen og Honnørkajen til et budget på cirka 30,7 millioner kroner.
A. P. Møller Fonden har finansieret Havnekonkurrencen som en del af Nakskov 2030-initiativets 12 projekter.
Nakskov 2030 er et partnerskab mellem Lolland Kommune, A.P. Møller Fonden og den filantropiske forening Realdania.