Noget træbeskyttelse kan holde i helt op til 15 år – og måske endda i længere tid – mens andet kræver vedligeholdelse allerede efter et år. Den megen vedligeholdelse kan være årsag til, at antallet af træhuse, der opføres, stadig kun udgør en brøkdel af nybyggede huse i Danmark til trods for træbyggeriets bæredygtige fordele.
Men det kan i fremtiden blive fortid.
Støttet af Innovationsfonden har Flügger, Københavns Universitet og Teknologisk Institut nu gennemført tre års forskning med fokus på at forbedre træbeskyttelsen, så perioderne mellem hver påføring kan forlænges. Holdet af specialister, der står bag, har afklaret en række effektive værktøjer, som nu skal bruges til at udvikle en ny træbeskyttelse.
– Værktøjerne skal konkretiseres i et aktuelt produkt, og når det lykkes, står vi med en træbeskyttelse, der lavt sat holder 25 procent længere tid end de nuværende malinger, forklarer Poul Møller Hansen, ph.d. og head of research & development hos Flügger group A/S, til Dagens Byggeri.
Kapsler lukker revner og sprækker
Han vil ikke gå i detaljer med alle de værktøjer, som der nu skal arbejdes videre med, men fremhæver en teknologi, hvor mikroskopiske kapsler indeholdende flydende komponenter tilsættes.
– Når malingen efter nogle år mister sin elasticitet og så småt krakelerer, går der hul på disse kapsler, og komponenterne siver ud i revner og sprækker, hvor de tørrer som en almindelig maling. Ved at lave en form for selvhelende træbeskyttelse, kan vi udvide levetiden på træet markant. Men holdbarheden er afgørende, for det nytter ikke, at beskyttelsen heler sig selv, hvis glansen går af, eller klæbeevnen reduceres, forklarer Poul Møller Hansen.
Mindre vedligeholdelse
Teknologien giver byggebranchen nye muligheder for at bygge i bæredygtigt træ på lige fod med mursten og beton. Poul Møller Hansen mener dog ikke, at et muligt fremtidigt produkt skal ses som en direkte konkurrent til mursten og beton:
– Hvis der først kommer fugt til træet, så forkortes holdbarheden markant og mere, end tilfældet er med beton. Træets holdbarhed beror meget på den beskyttelse, man tilfører det, så det vil altid være et spørgsmål om at holde sine vedligeholdelsesintervaller på træet. Træbeskyttelsesteknologi kan dog medføre, at træfacaden eller trækonstruktionen holder væsentlig længere, og at der bliver længere mellem vedligeholdelsesintervallerne.
I sommeren 2020 lancerede Flügger en ny strategi, Going Green, hvor bl.a. bæredygtig innovation er i fokus, herunder samarbejdet om at skabe mere effektiv træbeskyttelse. Flügger har desuden sat konkrete ambitioner for 2030 indenfor en række fokusområder, hvor koncernen tror på at have mulighed for at præge markedet for maling og tilbehør i en mere bæredygtig retning.