Kingo Karlsen er en nedbrydningsvirksomhed, der siden 1955 har udført nedbrydningsarbejde i hele Danmark. Firmaet bidrager i dag til den store nedrivning af de fem højhuse, der skal fjernes på grund af forurening, i Brøndby Strand.
Kingo Karlsen har fået overrakt prisen som Årets Virksomhed 2021 i Brøndby Strand. Borgmester Kent Magelund begrunder det med, at virksomheden har udvist et ekstraordinært socialt ansvar:
– På trods af corona-pandemien har de ydet en særlig indsats for at få udsatte borgere i beskæftigelse. Det er virksomheder som dem, der er den vigtigste samarbejdspartner for os i arbejdet for, at udsatte borgere får tilknytning til arbejdsmarkedet, og på den måde får muligheden for et bedre liv.
Første ledige borger i ordinær beskæftigelse
Formand for beskæftigelsesudvalget, Hajg Zanazanian, tilføjer, at Kingo Karlsen er årets vinder for deres oprigtige interesse i jobmuligheder for flere af målgrupperne i Jobcenter Brøndby:
– Virksomheden har løbende ledige borgere i løntilskud i virksomheden og har for nylig ansat den første ledige borger i ordinær beskæftigelse – det håber jeg er starten på flere. Jeg er glad for, at deres betydningsfulde indsats for udsatte grupper bliver belønnet på denne måde.
En krævende opgave, der giver mening
Hos Kingo Karlsen er adm. direktør Michael Kamstrup glad og stolt over den anerkendelse, de dermed har fået for det daglige arbejde med at indsluse medarbejdere, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet:
– Det er en krævende opgave, men en opgave, der giver mening. Både fordi vi er i en tid og i et arbejdsmarked, hvor vi mangler arbejdskraft og fordi det også menneskeligt er vigtigt. Her er højt til loftet og plads til folks forskellige ressourcer, og i et godt samarbejde med Brøndbys jobcenter får vi lavet nogle match, der er til alles fordel, siger han.