Rækkehusbebyggelsen Brønspark på Brønshøjvej skal renoveres for ca. 100 millioner kroner.
De 14 blokke, der blev bygget i 1940-41 skal have skiftet tage, vinduer, terrassedøre, kældervinduer og have et nyt ventilationssystem, der fjerner fugt og giver bedre indeklima. Også nedslidte vandrør, nye blandingsbatterier i køkkener og på badeværelser indgår i renoveringen samt nyt sanitet og faldstammer, der hvor det ikke er skiftet.
Arbejdet forventes at gå i gang i efteråret 2016.
Brønspark var oprindeligt forbeholdt børnerige familier, fortrinsvis familier med 5 børn og derover. Arkitekten bag Brønspark var Kay Fisker, professor ved Kunstakademiet og foregangsmand for funktionalismen i Danmark.
Renovering på Nørrebro
Også fsb’s store boligafdeling Blågården på Nørrebro skal renoveres – denne opgaver har et budget på cirka 120 millioner kroner.
Vinduer og døre ind til boligerne, altandøre, kælder- og opgangsdøre samt kældervinduer skal skiftes. Dertil kommer et helt nyt ventilationssystem, der skal give et bedre indeklima.
Det er planen, at arbejdet går i gang i starten af 2017.
Blågården, der har 890 lejemål fordelt på 11 karréer, blev bygget mellem 1979 og 1985.