Frosten var heldigvis ikke gået i jorden, da bygherre, arkitekter og entreprenører i dag tog første spadestik på to kommende huse i Carlsberg Byen, Ottilia Hus og Jacobsen Hus.
Traditionen foreskriver øl og pølser til sådanne arrangementer, men i anledning af julemåneden var det skiftet ud med gløgg og æbleskiver.
Administrerende direktør for Carlsberg Byen, Jens Nyhus, havde æren af at tage det første spadestik. Han sagde blandt andet i sin tale, at de to huse er et godt eksempel på, at Carlsberg Byen bliver et mangfoldigt bykvarter med plads til mange forskellige typer mennesker. De i alt 40 lejligheder spænder nemlig fra hyggelige to-værelses lejligheder til store fem-værelses familieboliger.
Derudover satte arkitekter og entreprenør spaderne i jorden. Arkitekt Jan Kauschen fra arkitektfirmaet Vandkunsten, som står bag Ottilia Hus, sagde i den anledning, at der var tale om en enestående placering i byen på grænsen mellem Frederiksberg og København, og at man har skabt en bygning, som er Jacobsens minde værdigt.
Bag Jacobsen Hus står Henning Larsen Architects, og partner Lars Steffensen fra arkitektfirmaet fortalte, at villaen på toppen af byen for dem er et helt særligt hus, og at det i det hele taget er en helt særlig og fantastisk opgave at bygge det ‘nye’ Carlsberg sammen med det ‘gamle’ Carlsberg.