Tysk opbakning til Femern-forbindelsen

På et pressemøde i København slog en tysk delegation fast, at Femern-forbindelsen prioriteres højt i Tyskland.
Tysk delegation slog på et pressemøde fast, at der er stor tysk interesse for Femern-forbindelsen. Illustration: Femern A/S.
Tysk delegation slog på et pressemøde fast, at der er stor tysk interesse for Femern-forbindelsen. Illustration: Femern A/S.

Onsdag havde en delegation af erhvervsorganisationer og politikere fra Nordtyskland indkaldt til pressemøde i København. Formålet var at belyse, hvordan Tyskland står i forhold til en kommende Femern-forbindelse. Budskabet var klart: Der er bred opbakning til en Femern-forbindelse på den anden side af bæltet. Det oplyser Femern A/S i en pressemeddelelse.

Det har især været et problem at få den tyske infrastruktur opgraderet i tide til den kommende forbindelse, men Transport- og økonomiminister Reinhard Meyer fra den nordtyske delstat Slesvig-Holsten understregede på pressemødet, at det ikke var et udtryk for manglende opbakning.

Jeg plejer at sige, at dette er et trans-europæisk projekt og ikke kun en forbindelse mellem Danmark og Tyskland.

Reinhard Meyer Transport- og økonomiminister

– I Tyskland taler vi om det tavse flertal. Der er et stort flertal, der mener, det er et vigtigt projekt, men som ikke kommer til orde. Som politikere er vi forpligtet til at se ud over vores egen næsetip og helt ud over havelågen. Jeg plejer at sige, at dette er et trans-europæisk projekt og ikke kun en forbindelse mellem Danmark og Tyskland, lød det fra Reinhard Meyer, som fortsatte:

– Det tyske erhvervsliv ser store muligheder i Femern-tunnelen og et stærkere dansk-tysk samarbejde.

To tilgange

Avisen Ingeniøren, som i en længere artikel omtaler den tyske tilgang til projektet, kan samtidigt berette om en meget ærlig Reinhard Meyer, når snakken faldt på det hidtidige tyske engagement.

– Der har været to meget forskellige tilgange til forbindelsen. Danmark trådte på speederen, mens Tyskland ventede og så til. Vi er så vågnet op og har fået øje på, at der var lektier, vi skulle lave, sagde han således ifølge Ingeniøren.

Fra Femern A/S er der naturligvis tilfredshed med de tyske erklæringer.

– Udmeldingerne på pressemødet understreger, at der også i Tyskland er store forventninger til de gevinster, som en fast forbindelse og et stærkere tysk-dansk samarbejde vil udløse. Vi er glade for, at de i dag kom til København, sagde Ajs Dam, kommunikationsdirektør i Femern A/S.

Relateret indhold