Fra 2001 til 2014 er der sket en femdobling af træpilleforbruget i Danmark. Det totale forbrug i 2014 var på 2,1 millioner ton, hvor kraftvarme- og varmeværkerne stod for 1,4 millioner ton træpiller, blev 0,75 millioner ton brugt af private hjem, offentlige bygninger og erhvervsvirksomheder. Det er en stigning på 27 procent ift. 2012, skriver Energistyrelsen.
Tallene afbilleder tendensen af, at mange vælger at installere et træpillefyr, når oliefyret skal udskiftes. Denne tendens er bekymrende for Dansk Energi, der ser en tabt samfundsøkonomisk gevinst, når træpiller til opvarmning vælges over en varmepumpe.
I dag beskattes el til opvarmning faktisk langt højere end den fyringsolie, vi ønsker at erstatte.
Chefkonsulent Richard Schalburg Dansk Energi
– Det er en kedelig udvikling i forhold til elektrificeringen og brug af el til opvarmning. Hvis vi skal have mest muligt ud af vores investeringer i grøn energi, kræver det, at vi bruger strømmen bedre og til mere. Her er effektive eldrevne varmepumper den helt rigtige vej at gå, siger Richard Schalburg, chefkonsulent i Dansk Energi.
Kræver politisk fokus
Når oliefyrene skal skiftes, vælges pillefyret over varmepumpen, da fyret er billigere end varmepumpen her og nu. Derfor er det nødvendigt med politisk fokus på at gøre varmepumper til oplagt alternativ, således den grønne strøm kan anvendes til bygningsopvarmning.
– Man kan jo se på at reducere elafgiften. I dag beskattes el til opvarmning faktisk langt højere end den fyringsolie, vi ønsker at erstatte. Samtidig vil det virkelig også betyde noget, hvis PSO-betalingen flyttes helt væk fra elregningen, som er en af de løsninger, der netop nu er i spil på Christiansborg, fortæller Richard Shalburg.