Vipperød er ikke just kendt som et “hot spot” for innovation. Retteligt er den lille stationsby syd for Holbæk nok ikke for alvor kendt.
Men John Johansson er i gang med at ændre på det faktum. Indehaveren af Vipperød Liftudlejning har nemlig udviklet en ny type vinduesophæng, så tømrere fremadrettet kan arbejde lovligt, når de udskifter vinduer i højden. I mange tilfælde benytter vinduesfolket nemlig en lettere improviseret løsning, når de skal over stueplan.
Stilladser er for dyre, så et par solide brædder bliver stukket ind i liften, og vinduet hviler på dem under opturen. Men den går ikke i længden, forklarer John Johansson.
– Arbejdstilsynet tillader det ikke, og det var faktisk det, som satte os i gang med arbejdet, forklarer han til Dagens Byggeri. En tømrer, som skulle udskifte 1400 vinduer i en boligkarré i Kastrup var nemlig blevet standset af tilsynet. Og i frustration gik han til John Johansson.
Hurtig godkendelse
Efterspørgsel drev arbejdet – og det hjalp på hastigheden. Kun fem uger skulle det tage med hjælp fra en særdeles arbejdsom ingeniør. Så stod Vipperød Liftudlejning med en CE-mærket løsning. Teknologisk Institut havde godkendt og Arbejdstilsynet havde nikket ja. Det nye ophæng kan hæve et vindue op til 75 kilogram op i 25 meters højde.
– Vi nåede kun i mål, fordi ingeniøren tog nætterne i brug, men efter en god måned stod vi med et typegodkendt ophæng, som er nittet og boltet sammen. Liften kan stadig kun tage 200 kilogram, så der må kun være én mand i kurven, når man har vinduesløfteagregatet på, men nu kan man udskifte vinduer under ordnede forhold, siger John Johansson.
Og tømreren fra Kastrup. Ja, han lykkes med at sætte sine 1400 vinduer i. Og det stopper ikke der for Vipperød Liftudlejning.
– Nu har jeg fire maskiner, klar til udlejning, som kan det der, siger John Johansson.
– Det er ikke så ringe endda.