Sammen med engelske Audley Group vil PFA i løbet af de kommende år introducere et helt nyt koncept for seniorboliger i Dnamark. Parterne forventer at udvikle, opføre og drifte 10 ejendomme i hhv. Storkøbenhavn og Aarhus med op mod 2.600 servicerede seniorboliger.
Boligerne, der bliver de første af slagsen i Danmark, kombinerer adgang til fællesfaciliteter som restaurant, bar, fitness og pool med muligheden for at tilkøbe praktisk hjælp og personlig pleje.
– Danskere over 65 år er den hurtigst voksende befolkningsgruppe herhjemme, og seniorernes boligønsker og behov ændrer sig hastigt. Vi ved fra mange undersøgelser, at de i stigende grad ønsker at flytte fra deres nuværende bolig til noget mindre, mere praktisk og seniorvenligt. Et sted med mulighed for integrerede plejetilbud og praktisk hjælp og optimale rammer for at indgå i stærke sociale fællesskaber. Konceptet om servicerede seniorboliger med mulighed for pleje er kendt flere steder i udlandet bl.a. Storbritannien, men denne type boliger findes ikke herhjemme i dag, siger Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA.
Et hul i markedet
PFA og Audley Group – som PFA er medejer f – har etableret et fælles jointventure-selskab, der skal stå for udvikling og opførelse af de servicerede seniorboliger med mulighed for pleje i Danmark. Investeringen sker som et led i PFA’s investeringsstrategi på det danske ejendomsmarked, hvor der specielt er fokus på udvikling og opførelse af forskellige typer af boligtilbud til den voksende gruppe af seniorer.
– Der er generelt et hul i markedet herhjemme, når det gælder seniorvenligt byggeri og seniorbofællesskaber. Efterspørgslen overstiger simpelthen udbuddet af boliger tilpasset seniorernes ændrede boligbehov. Det er også derfor, at vi de seneste år har udviklet flere nye boligtilbud til seniorerne, og her er de kommende seniorboliger med mulighed for pleje seneste skud på stammen, siger Michael Bruhn.
Audley Group har i mere end 20 år udviklet, opført og drevet servicerede seniorboliger med mulighed for pleje i Storbritannien med stor succes og ønsker på baggrund heraf at ekspandere konceptet til andre markeder. Det danske koncept er baseret på Audley Groups erfaringer, men de kulturelle forskelle i de to markeder vil blive imødegået ved at tilpasse konceptet dansk livsstil, arkitektur og materialevalg.