Der var plads til at være visionær til Dansk Byggeris årsdag i Tivoli Congress Center onsdag.
For her var indbudt til at se frem mod væksten i bygge- og anlægsbranchen i 2029. Uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers (V) var den første taler på scenen, og han fik understreget, hvorfor det er vigtigt at tale om vækst, selvom det går godt. Hans metafor var til at forstå.
I kommer til at få travlt med ny asfalt.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
– Vækst er ikke bare en ko, man kan malke efter sine politiske prioriteter. Den skal passes og plejes, sagde han.
Og så mindede han den fyldte kongressal om at huske på dem, der ikke altid bliver fremhævet, men som får hjulene til at dreje rundt.
– Vi skal huske de iværksættere, der ikke optræder i Børsen, Berlingske og Euroman. Det er de mange iværksættere, der er rygraden i Danmarks erhvervsliv, sagde Tommy Ahlers.
God gammeldags vækst
Også tidligere finansminister og nu chefredaktør på Børsen, Bjarne Corydon, var inviteret til at give sit bud på fremtidens vækst.
Ifølge ham er der en overset sammenhæng mellem netop vækst og løsninger på fremtidens udfordringer, som han mener især drejer sig om klima og teknologi. For ambitionerne kræver vækst, mener han.
– Svaret på at ville gøre noget for børnefamilier, at ville gøre noget for klimaet og for de ældre, det er jo, at det koster penge. Hvis ikke man genererer en vækst, så kommer det jo ikke til at ske. Eller også bliver det på klods, lød det fra Bjarne Corydon, der fortsatte:
– Derfor burde det være den økonomiske sammenhæng, at jo mere man vil i den retning, jo mere vil man gøre for at fremme god gammeldags vækst.
Danmark skal gå foran
Både den globale og den danske vækst kom i fokus, da Ulrik Vestergaard Knudsen, vicegeneralsekretær i OECD fik ordet og løftede sløret for den årlige prognose, der udkommer i næste uge.
Med en Bob Dylan-reference fik han tydeliggjort, at den globale vækst ikke ser så opløftende ud ifølge den kommende nye prognose.
– It’s not dark yet, but it’s getting there, sagde han, og forklarede, at den globale vækst går nedad.
Men en af løsningerne for Danmark mod en sund vækst, er ifølge Ulrik Vestergaard Knudsen, at vi tør gå forrest med blandt andet klimaløsninger.
– Vi skal have noget at byde på og gå foran, sagde han.
Løkkes vækstplaner
Efter en paneldebat med løsningsforslag på en sund dansk vækst, lagde statsminister Lars Løkke Rasmussen vejen forbi og talte om Venstres bud på vækst.
Midt i valgkamp og på sin fødselsdag, havde han tid til at fremhæve sine bedrifter i den snart forgangne valgperiode.
– Der er skabt 170.000 flere private arbejdspladser. Jeg kan ikke tage hele æren for det, men vil heller ikke fralægge mig ethvert ansvar, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
Han nævnte også regeringens infrastrukturplan til 110 milliarder kroner, som bliver en realitet, hvis den siddende regering fortsætter i næste valgperiode.
– I kommer til at få travlt med ny asfalt, sagde han, og nævnte i samme forbindelse det kommende nye område i København, Lynetteholmen, som regeringen også står bag.
Forebyggelse af nedslidning og godt arbejdsmiljø nævnte han også i forbindelse med den brede aftale i Folketinget om at styrke Arbejdstilsynet, ligesom at han udtrykte sin tilfredshed over de skattelettelser, som regeringen har sørget for.
– Jeg er glad for hver og en af de skattelettelser, jeg har været med til at indføre, lød det, før han sluttede sin tale med at takke for ordet og kaldte det en “pause” i valgkampen.