Den københavnske undergrund har i mange år gemt på en hemmelighed, som arkæologer fra Københavns Museum nu er kommet på sporet af. Det skriver TV2 Lorry.
En formodet tunnel, som hidtil har været ukendt, er nemlig dukket op seks meter under Østbanegade ved Østerport Station, hvor Metroselskabet udgraver til en ny transfertunnel.
Træværket fra den formodede tunnel kan dateres til 1874, men tunnelen er ikke omtalt i nogle skriftlige kilder eller kort. Måske er fundet endda endnu ældre.
– Måske er den blevet repareret, og det er derfor, at der er yngre træværk. Vi er igang med at efterforske det nu. Vi havde regnet med, at det var en flugttunnel ud af 16-1700-tallets København i første omgang, siger museumsinspektør hos Københavns Museum Hanna Dahlström til TV2 Lorry.
Hun fortsætter:
– Det var ikke noget, vi havde forventet at støde på. På den måde er det stort og spændende. Det er ikke tit, man finder noget så uventet. Vi ved heller ikke rigtig, hvilken funktion den har haft, og det gør det bare endnu mere spændende, lyder det fra museumsdirektøren.