På trods af en fantastisk arkitektur og nogle lige så fantastiske omgivelser omtales Tingbjerg mest for sine sociale udfordringer. Bogen “Tingbjerg – Vision og Virkelighed” udfordrer den unuancerede fortælling om boligområdet. Forfatterne fortæller en anderledes historie om Tingbjerg, der i 2015 blev udvalgt som en af de 21 bedste og mest toneangivende murede bebyggelser fra 1940’erne og 1950’erne i Danmark.
Da dele af indre København blev saneret i 1940’erne, opstod der et stort behov for genhusning. Det er på den baggrund, at boligområdet blev tegnet af den anerkendte arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen i samarbejde med bl.a. landskabsarkitekt C. Th. Sørensen.
Bogen kaster også et blik på fremtidsplanerne for Tingbjerg. Læserne får derfor også flere nuancer ind i debatten om en af landets såkaldte ghettoer.
Bogen udkommer på Strandberg Publishing, og forfatterne er Jannie Rosenberg Bendsen, Birgitte Kleis og Mogens A. Morgen.