Murske, pudsebrædder og brolæggerværktøj støder sjældent andre end de sten og fliser, de arbejder med.
Og dog. For nu er det herningensiske firma ‘Eskimo’ måske kommet i klemme i sprogdebatten.
– Vi ønsker jo ikke at støde nogen, men jeg må sige, at lige nu ved jeg ikke, hvad vi gør. Jeg er vildt rystet, og det er jo aldrig rart at blive involveret i noget, hvor nogen føler sig krænket, fortæller direktør Søren Madsen til Ekstra Bladet.
Han håber at kunne fastholde firmaets navn, som stammer fra grundlæggelsen i 1926. Isbjørnen var det stærkeste dyr, man kendte dengang, og firmaet kom til at hedde ‘Eskimo’ – og har iøvrigt solgt masser af værktøj til Grønland.