I bestræbelserne på at begrænse CO2-udledningen og komme den globale opvarmning til livs er der enighed om, at vind og sol er bedre end kul og olie. Men når samtalen falder på træ som råstof, associeres der ofte til fældning af de sydamerikanske regnskove og udryddelse af truede dyrearter.
Mange tror for eksempel, at det er godt for klimaet at spare på papirforbruget, men FN anbefaler, at vi bruger mest muligt træ som råstof, og det bakkes op af Claus Felby, professor i biomasse og bioenergi på Københavns Universitet.
Det skriver papirfirmaet Toptryk Grafisk i en pressemeddelelse.
– For at undgå alverdens klimaproblemer skal vi bruge de rigtige råstoffer, og der er træ fantastisk. Jo mere træ vi bruger til energiproduktion, des flere fossile råstoffer fortrænger vi. De dyrkede skovområder vokser og vokser, for hver gang vi bruger træ fra en plantage, bliver der genplantet flere træer, end der fældes, siger Claus Felby.
Afbrænding af træ tilfører ikke kloden CO2
Når træer vokser, oplagrer de CO2, der bindes i træet og først udledes igen, når træet afbrændes. Det vil sige, at jo flere træmøbler, træhuse, bøger og andre produkter fremstillet af træ, vi omgiver os med, des mere kuldioxid lagres og fjernes således fra atmosfæren.
– Et træ dør på et tidspunkt og bliver omsat til CO2 uanset hvad. I stedet for at lade det rådne op, når det dør – hvorved kuldioxiden frigives – kan vi opbevare rigtig mange tons CO2 i vores bygninger af træ, i vores møbler og endda i bøgerne på reolen. Når træet så er udtømt for genbrugsmuligheder, kan det forbrændes og omdannes til energi, og da kuldioxiden, der frigives, i forvejen indgik i træets kredsløbet, bidrager det ikke til drivhuseffekten, forklarer Claus Felby og pointerer:
– Det er vores vigtigste redskab i forhold til klimaet. Hvis vi begyndte at lagre den samlede tilvækst fra alle klodens træer – for eksempel ved at bygge huse af det – vil vi på godt et halvt år principielt kunne opfylde kriterierne for at nå FN’s mål, om at verdens temperaturstigning ikke må overstige 1,5 grader i 2100, siger Claus Felby.