Danmarks Statistik har netop udsendt friske beskæftigelsestal for lønmodtagere, og tendensen er klar: Arbejdsmarkedet fortsætter de seneste års tendens med stadig flere job, og siden foråret 2013 er lønmodtagerbeskæftigelsen steget med knap 120.000 personer.
De friske tal viser 6.000 flere lønmodtagere i august end i juli, og bygge- og anlægsbranchen – der også tæller installationsbranchen – er en af de brancher, der er med til at trække jobvæksten. Det oplyser Tekniq i en pressemeddelelse.
Rekruttering af kvalificeret arbejdskraft er i stigende grad en udfordring for installationsvirksomhederne. Der er en svagt øget risiko for flaskehalse.
Rasmus Larsen Økonomisk konsulent, Tekniq
– Installationsbranchen afspejler udviklingen i samfundsøkonomien. Det er meget positivt, at vi trods Brexit, amerikansk valg, danske valgtrommer og andre økonomiske usikkerheder fortsat har et sundt arbejdsmarked, siger økonomisk konsulent i Tekniq, Rasmus Larsen.
Mulig slagside
El- og vvs-branchen har dog allerede i dag meget lav arbejdsløshed, og den positive udvikling i beskæftigelsen kan også have en slagside.
– Rekruttering af kvalificeret arbejdskraft er i stigende grad en udfordring for installationsvirksomhederne. Der er en svagt øget risiko for flaskehalse, siger Rasmus Larsen.
I en medlemsundersøgelse fra foråret 2016 svarede 54 procent af el- og vvs-virksomhederne, at det er blevet sværere at rekruttere arbejdskraft det seneste år, mens 44 procent svarede uændret og 2 procent svarede nemmere. Virksomhederne forventer, at tendensen vil blive forstærket de næste to år.
Installationsbranchens beskæftigelse steg med 4,7 procent i de første tre kvartaler af 2016 til et årsgennemsnit på indtil videre 44.150 ansatte.