Tirsdag stemte Dansk Byggeri klart ja til sammenlægningen og onsdag fulgte DI trop. Dermed er sammenlægningen af de to store arbejdsgiverorganisationer en realitet fra 1. september.
– Det er en fantastisk nyhed midt i en historisk svær krise. Mere end nogensinde før har vi brug for at stå sammen for at styrke dansk erhvervsliv og økonomi. Med sammenlægningen får vores medlemsvirksomheder endnu bedre rådgivning, støtte og netværk. Det vil komme hele Danmark til gode, siger DI’s formand, Lars-Peter Søbye.
Dansk Byggeri har i dag 5.700 medlemsvirksomheder, som nu bliver en del af fællesskabet Dansk Industri (DI). Dermed vokser DI’s medlemstal fra de nuværende 11.700 medlemmer til 17.400 medlemsvirksomheder, hvor Dansk Byggeri etableres som et branchefællesskab for bygge- og anlægsvirksomhederne.
– Nu får danske virksomheder en enestående stærk stemme med endnu mere tyngde – og med små og store virksomheder – og arbejdspladser – over hele landet og på tværs af brancher. Med en samling af hele byggeriets værdikæde i én organisation får vi samtidig et fantastisk afsæt for at arbejde med virksomhedernes konkurrencekraft, bæredygtighed, klima og digitalisering. Det vil være til gavn for vores medlemsvirksomheder og for Danmark, siger Lars-Peter Søbye.