Det handler helt overordnet om at opføre sunde og sikre bygninger. Så enkelt er budskabet fra Teknologisk Institut, som netop har lanceret to tegnefilm, der sætter fokus på de udfordringer, som dokumentation af byggevarer skaber i bygge- og anlægsbranchen. Det kan eksempelvis være om anvendelse af MgO-plader som vindspærre.
Kompliceret budskab i nem form
Peder Fynholm arbejder til daglig på Teknologisk Institut, og han har styr på både regler, krav og udfordringer. Han forklarer, at der stadig er megen tvivl om, hvem der har ansvaret for at dokumentere byggevarerne.
– Ofte er udfordringen faktisk, at man ikke ved, at man mangler dokumentation for anvendelse, og det kan skabe store problemer. Det er ikke hemmeligt, at emnet er tungt og med et kompliceret budskab. Her er vores forhåbning, at tegnefilmene kan skabe bedre forståelse af emnet og ikke mindst opmærksomhed omkring, at man skal sikre, at man forholder sig til, hvad byggevarerne er deklareret til i ydeevnedeklarationen, og hvordan det stemmer overens, med de forventninger man har, forklarer han.
Tegnefilmenes primære formål er at gøre et kompliceret emne nemmere at fordøje og forstå, og målet er, at nå ud til en bredere målgruppe end normalt.
– Vi har længe forsøgt at formidle det her budskab, men må erkende, at der stadig sker fejl. Ideen om at prøve en anden formidlingsform opstod i et tidligere gennemført projekt støttet af GI og InnoByg. Det er desuden et emne, vi arbejder med i vores resultatkontrakt: CE-mærkede byggevarer til sikker anvendelse i byggeriet – ‘the missing link’ for dokumentation af byggevarer, som er støttet af Uddannelses- og Forskningsministeriet, siger Peder Fynholm og fortsætter:
– Vi håber tegnefilmene kan være med til at give branchen mere viden og større tryghed i forhold til dokumentation. Det vil være til gavn for alle parter, for det er hverken sjovt at være den bygherre, entreprenør eller rådgiver, som har anvendt en byggevare forkert eller at være producenten, som står med et produkt, der er anvendt forkert. Det kan hurtigt få negative konsekvenser for videre salg af den byggevare, understreger Peder Fynholm.
Flere film på vej
Serien af tegnefilm tager udgangspunkt i hele byggeprocessen og zoomer ind i den enkelte proces afhængigt af, hvilket scenarie der beskrives.
– I tegnefilmen ‘Dokumentation af byggevarer – hvem har ansvaret?’ zoomes der ind på byggeprocessen produktion. Tegnefilmen beskriver, at producenten har ansvaret for at dokumentere byggevaren, når den er blevet produceret, samt at lave en ydeevnedeklaration. Den forklarer også nogle af de begreber, der er vigtige at kende til, for at kunne opfylde byggevareforordningen, siger Peder Fynholm og fortsætter.
– Vi ønsker en åben dialog om, hvilke scenarier, der er behov for at blive formidlet løbende på denne måde. På sigt vil vi nemlig gerne lave flere tegnefilm med forskellige scenarier, der dykker ned i de andre byggeprocesser også. Scenarierne skal tage udgangspunkt, i det som er mest kompliceret at forstå.
Peder Fynholm opfordrer branchens aktører til at henvende sig, hvis de har ideer til kommende tegnefilm inden for emnet.