De 10 udvalgte start-ups
- NEXT Energy Technologies (US) – banebrydende solenergiteknologi omdanner vinduer til energiproducerende enheder med skarpt fokus på æstetik og ydeevne.
- AIRBOXLAB (LU) – har skabt Foobot der måler indendørs luftkvalitet 24/7, og derved opnår bedre indeklima ved brug af ventilation og filtrering.
- SAALG Geomechanics (ES) – en softwareløsning der bruger systemisk analyse, “cloud computing” og “machine learning” algoritmer til at minimere geotekniske usikkerheder.
- Anyware Solutions (DK) – har designet en Smart Adapter der blandt andet måler indeklima og energieffektivitet, og giver adgang til “Smart Living” services i private hjem.
- Moeco (DE) – er en blockchain-drevet platform designet til at understøtte Internet-of-Things-netværk og -services. Moeco crowdsourcer infrastrukturen og gør derved systemet markant billigere i drift end konkurrerende løsninger.
- Catenda (NO) – den næste generation af cloud-baseret samarbejdsplatforme, hvor konstruktionsinformation bliver visualiseret. Bimsync fra Catenda sparer virksomheder tid og penge, og sikrer fokus på miljøet.
- PurCity (DK) – har udviklet et selvrensende og effektivt luftrensningssystem, der nemt kan integreres i nye eller eksisterende bygninger, og omdanne dem til store luftrensningssystemer.
- RYSTA (DE) – leverer bæredygtig beskyttelse af ejendomme gennem en modulær IOT-overvågningsløsning. Løsningen reducerer omkostninger og øger energieffektiviteten.
- Powerfox (DE) – er en skalerbar platform der giver adgang til energiforbrugsdata. Platformen åbner op for en online markedsplads med datadrevne energiservices.
- Orxagrid (UK)- leverer smarte løsninger til energiinfrastrukturen ved at eftermontere IOT-sensorenheder på netværkspunkter og derved analysere og forudsige effektivitetsforbedringer.
10 opfindsomme danske og internationale start-ups med vidt forskellige idéer fra energiproducerende vinduer til geotekniske analysesystemer er nu udvalgt til det nye innovations- og acceleratorprogram Urbantech.
– Målet er, at de løsninger, de ti start-ups får hjælp til at udvikle, i sidste ende skal være til gavn for byer i Danmark og resten af verden, men også at danske virksomheder i byggebranchen får ny inspiration, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania, der er en af aktørerne bag Urbantech.
Begejstringen og forventningerne er også til at tage og føle på hos Industriens Fond.
– Et ambitiøst iværksætterprogram kan tiltrække talenter til Danmark, og det er et skridt i den rigtige retning i forhold til at få opbygget et dansk økosystem med fokus på intelligente byløsninger. I programmet faciliteres mødet mellem aktører i sektoren, og når virksomheder, vidensinstitutioner og myndigheder samarbejder, så kan det føre til gode resultater for alle parter. Målet er at skabe et konkurrencedygtigt UrbanTech miljø i Danmark, fortæller administrerende direktør i Industriens Fond Thomas Hofman-Bang.
De 10 deltagere er udvalgt efter en tre måneders ansøgningsperiode, hvor 400 start-ups lagde billet ind på en plads. Bag udvælgelsen står COWI, EWII, VKR Holding/VELUX og Realdania.
Fremtiden kalder på løsninger
Urbantech skal være et program for verdens mest lovende, nye og innovative teknologivirksomheder. Programmet har til formål at styrke udviklingen af tech-baserede løsninger til bæredygtigt byggeri og byudvikling. Den udvikling er der et stigende behov for.
– Hver uge flytter mere end tre millioner mennesker ind til de store byer verden over. Det skaber store udfordringer og behov for nye innovative løsninger. Med deltagelse i Urbantech vil vi gerne være med til at støtte op om udviklingen af nye bæredygtige, digitale løsninger og samtidigt blive inspireret af de udviklingsmiljøer som findes omkring start-up virksomheder, siger Lars-Peter Søbye, administrerende direktør i COWI.
Gennem partnerskaber med en række danske virksomheder er det ambitionen, at programmet over de næste tre år skal bidrage til udviklingen af nye teknologiske løsninger til fremtidens byer, så digitale løsninger kan gøre byggeriet mere effektivt, bygninger og energisystemer mere fleksible, offentlige byrum mere multifunktionelle eller byer mere CO2-besparende.
– Digitalt integrerede løsninger i byggeriet er nødvendige for at sikre omstillingen til vedvarende energikilder. Fleksibilitet i energisystemet er en nødvendighed for at matche forbrug og produktion uden anvendelse af fossile brændsler, siger Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII.
Partnerskaber på plads
Programpartnerne er COWI, VKR Holding/VELUX, EWII, som alle investerer både penge og tid i programmet. De skal i samspil med egne forretningsenheder arbejde med de udvalgte iværksættere for at videreudvikle deres teknologi og forretning. Iværksætterne vil desuden få mulighed for at arbejde hos programmets partnere med henblik på at udforske konkrete pilotprojekter.
– Innovation og bæredygtighed er en vigtig del af vores DNA og for at understøtte dette, vil vi gerne i højere grad give mulighed for at vores selskaber, herunder blandet andet VELUX, kommer endnu tættere på startupvirksomheder og miljøet heromkring, siger Mads Kann-Rasmussen, administrerende direktør i VKR Holding.
Urbantech er udover virksomhedspartnerne også støttet af den filantropiske forening Realdania og Industriens Fond. Urbantech drives af Rainmaking i samarbejde med BLOXHUB, Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center og Amazon Web Services.