I en større koordineret aktion på tværs af flere politikredse blev syv personer her tirsdag anholdt. Det drejer sig om fire rumænske mænd i alderen 24 til 42 år, en dansk mand på 35 år og to rumænske kvinder på henholdsvis 35 og 40 år.
Anholdelserne er kulminationen på en efterforskning, som Særlig Efterforskning Øst (SEØ) under Københavns Politi har udført siden maj 2020. Den har vist, at en gruppe herboende rumænske statsborgere har indkøbt og på andre måder sat sig i besiddelse af stjålne entreprenørmaskiner, hårde hvidevarer og større mængder el-værktøj. Disse er så blevet fragtet ud af Danmark via lastbiler fra et rumænsk fragtfirma. Der blev foretaget anholdelser og udført ransagning på en række lokationer i Nordsjællands, Midt- og Vestsjællands, Københavns Vestegns samt Københavns Politikreds. De syv personer sigtes nu alle for groft hæleri. Onsdag blev tre af personerne fremstillet i grundlovsforhør. To rumænske mænd på 29 og 44 år blev fængslet i fire uger. Det skriver flere medier, heriblandt TV2 Øst.
Den 35-årige dansker var tredje mand i grundlovsforhøret, men efter fuld tilståelse valgte dommeren af løslade ham.
I forbindelse med ransagningerne er der blandt andet fundet 12 stjålne vaskemaskiner samt en del værktøj, der formodes at være stjålet.
Politiet oplyser, at sagen har forbindelse til en sag fra Tyskland. Det tyske grænsepoliti stoppede torsdag den 15. juli en lastbil fra et rumænsk fragtfirma. Lasten matchede ikke med fortegnelsen, og tysk politi fandt blandt andet et større parti værktøj og to minigravemaskiner. De to sidstnævnte viste sig at være stjålet i københavnsområdet. Derfor blev chaufføren sigtet for hæleri, og den beslaglagte last er nu i færd med at blive udleveret til dansk politi.