I foråret udskrev Haderslev Kommune og forsyningsselskabet Provas en idékonkurrence, der både skal binde den gamle middelalderbydel sammen med den nye havnefront og sikre klimatilpasning. Dommerkomitéen har nu peget på BCVA som vindere af projektet.
– Vi vil gerne have vores nye havneområde til at nå sammen med vores ældre bykerne. Vinderforslaget præsenterer en hovedidé, hvor en del af Jomfrustien skal blive til en bypark. Vinderforslaget indeholder også en række gode trafikløsninger, der både tager hensyn til de bløde trafikanter, bilister, parkering og hvor busstationen flyttes, siger borgmester i Haderslev Kommune, H.P. Geil.
Formålet med idékonkurrencen har været at få nogle friske øjne til at se potientaler og muligheder for området, og det har vi i den grad fået.
H.P. Geil Borgmester, Haderslev Kommune
Alt i spil
Forud for idékonkurrencen har der været et arbejde, hvor både borgere, beboere, erhvervsdrivende, virksomheder, Provas og kommunen har deltaget. Dette arbejde har dannet grundlaget for idekonkurrencen, der ikke har ladet sig begrænse af eksisterende ejerforhold, den private ejendomsret eller af kommunens økonomi.
– Formålet med idékonkurrencen har været at få nogle friske øjne til at se potientaler og muligheder for området, og det har vi i den grad fået. Vi er blevet præsenteret for alt fra en kanal, til havnebad, parkeringshuse, søer, supercykelstier og spændende boliger. Vi skal naturligvis ikke have det hele, men der bliver nok at tage fat på i de næste år, siger H.P. Geil.
Næste skridt er at udarbejde en masterplan for området. Den skal tegne stærke æstetiske og funktionelle sammenhænge for udviklingen af området, og det er et arbejde, som borgere og virksomheder også skal inddrages i.
Idékonkurrencen er udskrevet i et samarbejde med forsyningsselskabet Provas, og derfor har en del af opgaven også været at komme med bud på, hvordan området kan klimatilpasses.