Arkitekterne fik brugerne til at eje ombygningsprojekt

Om- og tilbygningen af Skive Viborg HF & VUC hædres med hovedpræmien i Viborg Kommunes Arkitekturpris 2016. Workshops var med til at give de kommende brugere ejerskab over projektet.
Om- og tilbygningen af Viborg HF & VUC er blevet tildelt Viborg Kommunes Arkitekturpris 2016. Pressefoto.
Om- og tilbygningen af Viborg HF & VUC er blevet tildelt Viborg Kommunes Arkitekturpris 2016. Pressefoto.

Quattro Arkitekter og Method & Madness Arkitekter vandt i 2013 den indbudte arkitektkonkurrence om udvidelsen af VUC’s lokaler i Viborg, og den opgave løste de to tegnestuer så godt, at arbejdet er blevet hædret med Viborg Kommunes Arkitekturpris 2016.

Inden projektet gik i gang havde VUC haft til huse i to meget forskellige, eksisterende bygninger i Viborg centrum. I forhold til skolens logistik og funktionalitet savnede man en egentlig hovedindgang og et fælles mødested med direkte og let adgang til de vigtigste funktioner for eleverne. Programmet for konkurrencen bestod blandt andet i at skabe bedre sammenhæng mellem de to arkitektonisk vidt forskellige eksisterende bygninger samt en ny synlig og centralt placeret hovedindgang. Med om- og tilbygningen mener dommekomitéen, at den opgave er blevet løst på flot vis.

Om- og tilbygningen fortjener arkitekturprisen, idet den på bedste vis forener æstetik, funktionalitet, den mulige økonomi og alle de parametre, der kendetegner god arkitektur, som den bundne kunstart, den er.

Dommerkomiteen

Råt murværk

– Opgaven er løst med et enkelt og nedtonet, arkitektonisk greb i eksteriøret, hvor bygningen er placeret i nær tilknytning til Viborgs historiske miljø, mens den indvendigt åbner sig som et lyst, levende og eksperimenterende rum, som eleverne tydeligvis trives i. Det rå murværk fra den bevaringsværdige bygning er bevaret i interiøret, og samlet set er der tale om en om- og tilbygning, der fortjener arkitekturprisen, idet den på bedste vis forener æstetik, funktionalitet, den mulige økonomi og alle de parametre, der kendetegner god arkitektur, som den bundne kunstart, den er, udtaler dommerkomiteen om ombygningsprojektet.

Skolen bestod af to selvstændige bygninger fra hver deres tid og med hver deres funktion. Forslagets hovedide var således at udnytte “skolegården” mellem de to eksisterende bygninger og skabe et offentligt rum, hvor mennesker mødes på vej til og fra, og hvor studerende i mindre grupper kunne forberede sig til den mere traditionelle undervisning i lokalerne omkring.

Fungerer som planlagt

– Det er på alle måder lykkedes og vi er glade for, at skolen rent faktisk bruges og fungerer ud fra de ideer og tanker, vi har haft siger arkitekterne Oscar Søndergaard og Michelle Salanson fra henholdsvis Quattro Arkitekter og Method & Madness.

De to arkitekter har haft ansvaret for den arkitektoniske linje og kender hinanden fra tidligere samarbejder.

Processen blev indledt med to workshops med deltagelse af repræsentanter for elever, lærer, administrationen og servicepersonalet.

– Det var en utrolig god proces, og arkitekterne var dygtige til at lade folk komme til orde og lytte til dem. Og efter de to workshops blev projektet rettet til. Jeg vil sige, at de to workshops fik både kursister og personale til at føle, at de ejede projektet sammen med arkitekterne, og det er jo fantastisk, siger Kent West Kristensen, rektor for Skive Viborg HF & VUC.

Faciliteter bruges

Processen var medvirkende til, at de nye omgivelser efter færdiggørelsen også bliver brugt efter hensigten.

– Vi bruger det nye fællesrum meget. Kursisterne er begyndt at bruge det til gruppearbejde, til at lave lektier i eller bare hænge ud i. Og før havde vi en klassisk kantine med firkantede borde, der stod ud fra væggene. Den blev ikke brugt af kursisterne, men nu har vi fået et cafe-miljø, hvor man har lyst til at komme, og kantinen har aldrig solgt så meget, som den gør nu, siger Kent West Kristensen.

Med en skole i drift i tidsrummet 8-16 og henover en eksamensperiode krævede projektet stor støjmæssig bevågenhed og fleksibilitet fra såvel skole, rådgivere og håndværkere. Her havde Quattro Arkitekter som totalrådgiver det overordnede ansvar for projektering, byggeledelse og arbejdsmiljøkoordinering.

– Sikkerhed er en specialopgave, der ikke må undervurderes, og derfor er det selvfølgelig glædeligt at kunne forlade en kompliceret byggeplads uden arbejdsskader eller anmærkninger, siger byggeleder Morten Trinderup fra Quattro Arkitekter.

Det rå murværk er bibeholdt i renoveringen. Pressefoto.
Det rå murværk er bibeholdt i renoveringen. Pressefoto.
Det er Quattro Arkitekter og Method & Madness Arkitekter, der har stået for projektet, der nu er blevet belønnet med arkitekturprisen. Pressefoto.
Det er Quattro Arkitekter og Method & Madness Arkitekter, der har stået for projektet, der nu er blevet belønnet med arkitekturprisen. Pressefoto.

Relateret indhold