tnt arkitekter a/s og Virumgård Arkitekter A/S er blevet lagt sammen. Det fortæller tnt arkitekter a/s – som er den smamenlagte tegnestues navn – i en pressemeddelelse. Formålet med sammenlægningen har været at styrke deres samlede profil som nogle af Københavns førende arkitekter indenfor plejeboliger, almene boliger, ungdomsboliger og privat boligbyggeri.
Med sammenlægningen udvides tnt arkitekters kompetencer især på moderne plejeboliger og almene boliger, hvor Virumgaard Arkitekter har 35 års erfaring og kontakter til vigtige bygherrer på markedet.
– Vi ser denne sammenlægning som en naturlig udvikling af samarbejdet mellem tnt og Virumgaard, hvor vi har dannet team omkring boligprojekter de senere år. Vi får tilført ressourcer til at løse konkurrenceopgaver særligt på det her område, siger partner i tnt arkitekter, Jakob Brandt-Nielsen.
Positiv udvikling
De to firmaer har delt lokaler gennem knap tre år i F.L. Schmidts gamle industrihal på Kirsten Walthers Vej 9 i Valby. Virumgaards tidligere direktør og partner, Eigil Madsen, er blevet en del af den nye partnergruppe, mens medejer Søren Bangsbo indgår som ledende medarbejder i tnt.
Partnergruppen består nu af Jakob Brandt-Nielsen, Jørgen Jørgensen, Flemming Dahl, Eigil Madsen og Martin Beck, som også er administrerende direktør.
– Begge tegnestuer har de seneste år været inde i en positiv udvikling. Vi ser på baggrund af sammenlægningen frem til yderligere vækst med mulighed for at tiltrække flere kompetencer og spændende projekter til tegnestuen. Vi vil også i fremtiden fremstå som en af de betydningsfulde tegnestuer på markedet, siger Martin Beck, der i januar 2016 overtog direktørposten i tnt fra Flemming Dahl som led i et generationsskifte. Efter sammenlægningen beskæftiger tnt arkitekter knapt 30 medarbejdere.
Større organisation
tnt arkitekter udspringer af Tage Nielsens Tegnestue (1947), der tegnede helhedsplanen for Bellahøj og designede Bellahøj Kirke. Blandt tegnestuens projekter er design af Roskilde Ny Rådhus, COBIS Copenhagen Bio Science Park, facaderenovering af Panoptikonbygningen, helhedsplan for Dammene (Lejerbo), udvidelse af Bellahøj Kirke og Sophieskolen i Nykøbing Falster, der er den første folkeskole, som er bygget efter den nye folkeskolereforms ideer. Tegnestuen satser på bolig- og erhvervsbyggeri, skole- og undervisningsbyggeri og ikke mindst renovering og helhedsplaner alt sammen med fokus på bæredygtigt design.
Virumgaard, der har eksisteret siden 1981, blev stiftet, efter at tegnestuen havde vundet en stor konkurrence om 700 boliger på Virumgaards jorde i Lyngby i 1979. Tegnestuen har lige afleveret et tæt/lav boligbyggeri på 114 boliger i Gladsaxe samt 3 boligfællesskaber på i alt 64 boliger i Slagelse Kommune. Lige nu igangsættes et plejeboligbyggeri med 82 boliger i Rødovre Kommune.
– Vi glæder os til at blive en del af en større organisation og er overbevist om at Virumgaard-ånden her kan fortsætte og hvor vi kan bidrage med at løse opgaver på de områder, hvor vores kompetencer ligger, siger den nye partner i tnt arkitekter, Eigil Madsen.