Om projeket
- I første omgang er der givet grønt lys til fem strategisk-fysiske udviklingsplaner i:
- Hvide Sande
- Klitmøller/Vorupør
- Thorupstrand og Slettestrand
- Søndervig
- Vejers Strandby
Der skal skabes endnu bedre forhold for de tusindvis af surfere og naturturister fra hele verden, der hvert år valfarter til Nordvestjylland, nærmere bestemt Cold Hawaii og Nationalpark Thy. Derfor har Thisted Kommune og Realdania nu besluttet, at Arkitema Architects skal være totalrådgiver på udviklingen af en strategisk-fysisk udviklingsplan for den lille tidligere ladeplads Klitmøller og nabobyen mod syd, det tidligere fiskerleje Vorupør.
Med på holdet har Arkitema byplanlæggere og ingeniører fra Cowi, Destination Lab og Johansen Skovsted Arkitekter.
Bag opgaven står Thisted Kommune og Realdania i samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme, som en del af Vestkysten Viser Vejen – en samlet udviklingsplan for vestkysten i de 11 kommuner og tre regioner der grænser ud til Vesterhavet.
– Det er virkelig en spændende opgave, og vi ser frem til at komme i gang med at udvikle de planer, som vi allerede har fremlagt for kommunen. Området er jo helt unikt i Danmark, hvor vi skal arbejde i bymiljøer, der er placeret på et af de mest stormombruste steder i landet. Både Vorupør og Klitmøller er en del af Nationalpark Thy og samtidig har især Klitmøller jo et meget stærk international fokus. Men vigtigt for begge byer er at bevare deres særegne identitet samtidig med, at vi bibringer med forbedringer, der fremtidssikrer begge byer, fortæller partner og forretningsområdechef i Arkitema Architects, Heidi Hjort Thuesen.
To forskellige profiler
I dag er især Klitmøller kendt som et dansk surferparadis og er årligt vært for både danske og internationale surf-konkurrencer. Det er målet at fastholde og udbygge denne helt unikke position.
Den sydlige nabo Vorupør har i de senere år oplevet en stor stigning i surfturisme samt som portal til National Thy. En af idéerne bag den kommende udviklingsplan er at se på de to byers profiler, og skabe to unikke, men sammenhængende profiler for de to byer.
Derudover skal arkitekterne og landskabsarkitekterne være med til at udvikle rammerne for nye overnatningsmuligheder i byerne, hvor der hver sommer strømmer tusindvis af turister til.
– Der er rigtig meget potentiale i både Klitmøller og Vorupør, og selvom der er 12 kilometer mellem de to byer, så ligger de begge lige ud til det voldsomme Vesterhav og lige midt i Nationalpark Thy. Det er et helt specielt område, og det kræver nogle særlige og gennemtænkte løsninger, som vi glæder os til at give vores bud på. Der er meget, vi skal værne om og passe på i begge byer, men vi skal være med til at give plads og inspiration til udvikling og til at tænke nyt, siger Karen Thuesen Pedersen, byudviklingschef i Cowi.