Startskuddet til udviklingen af den sidste store del af NærHeden har lydt, efter Høje Taastrup Kommunes Plan- og Miljøudvalg tirsdag 1. december godkendte den overordnede masterplan for Søkvarteret. Dermed kan udvikleren, FB Gruppen, gå i gang med at konkretisere planerne for området, hvor Arkitema står for udviklingen af masterplanen. Det oplyser arkitektvirksomheden i en pressemeddelelse.
Søkvarteret kommer til at bestå af to hovedelementer: dels “Søruten” – en “blå/grøn” forbindelse, der går gennem området, og dels en konsekvent holdning til bygnings- og byrumsstrukturen, der sikrer et varieret udbud af boligtyper og uderum.
– Søkvarteret er et virkeligt spændende område, hvor vi får mulighed for at bringe naturen i spil for rigtig mange kommende beboere. Det har været ambitionen, at så mange som muligt, skal bo med direkte adgang til naturen. NærHedens særlige blanding af bygningstypologier skal forstærkes og videreudvikles i Søkvarteret, der kommer til at opleves som en levende og varieret bydel. Det bliver særligt udtalt i den del af bebyggelsen vi kalder ‘NærHeden Signatur’, forklarer Partner i Arkitema, Anders Halgren.
Stærke fællesskaber
Hele NærHeden er forbundet til “Søruten”, der vil lede beboere og besøgende gennem områdets natur og kvarterets to kvarterpladser. Langs ruten finder man en række fællesfunktioner i området, blandt andet en ny daginstitution, et kontorfællesskab, Søkvarterets kvarterhus og mindre lege-, ophold og træningspladser.
– Allerede da Arkitema lavede den overordnede masterplan for NærHeden var fællesskab i fokus, og det er nogle af de oprindelige tanker, vi tager med ind i denne opgave. Fællesskaber har en nøglerolle i skabelsen af et nyt kvarter både i forhold til bæredygtighed og i forhold til tilhørsforhold og naboskab, fortæller Anders Halgren.
Arkitema er arkitektrådgiver på masterplanen, som i foråret blev vundet i parallelopdrag mod Årstiderne og Tredje Natur. FB Gruppen forventer at gå i gang med at bygge i sensommeren 2021, og hele NærHeden forventes færdigudviklet i 2028.