BIG vinder amerikansk pris

Stort kystsikringsprojekt i New York sikrer BIG amerikansk pris inden for planlægning.
Udgangspunktet for BIG U-projektet var at kystsikre New York uden at gøre vandet rundt om Manhattan utilgængeligt for millionbyens indbyggere. Illustration: Screendump fra præsentationsvideo.
Udgangspunktet for BIG U-projektet var at kystsikre New York uden at gøre vandet rundt om Manhattan utilgængeligt for millionbyens indbyggere. Illustration: Screendump fra præsentationsvideo.

BIG har sammen med de øvrige bidragsydere på kystsikringsprojektet The BIG U i New York modtaget American Planning Associations Excellence Award i kategorien for byudvikling.

American Planning Association er den amerikanske sammenslutning af by- og regionsplanlæggere, og foreningen hædrer årligt enestående bidrag inden for by- og regionsplanlægning, og i byudviklings-kategorien, hvor BIG bliver hædret, er kriteriet for tildeling, at man er lykkedes med at skabe en rumlig oplevelse, og at man har tænkt originalt og nyskabende. Desuden skal man have gjort en forskel for folk.

Ødelæggelser for milliarder

Da orkanen Sandy i 2012 ramte den amerikanske østkyst, efterlod den ødelæggelser for 65 milliarder dollars i sit kølvand. Særligt New Jersey og New York blev hårdt ramt af oversvømmede veje, tunneller og undergrundsstationer, og det amerikanske by- og boligministerium iværksatte efterfølgende Rebuild by Design-programmet, som skulle komme med bud på, hvordan man kunne genopbygge de ødelagte områder på en måde, så de fremadrettet var sikret mod ødelæggelser i stil med dem, Sandy forårsagede.

BIG og en række samarbejdspartnere meldte sig på banen med BIG U-projektet, der består af et 16 kilometer langt bånd, der i form af landskabsforhøjninger, moler og lignende lægges rundt om Manhattan som en stødpude, der skal beskytte byen mod oversvømmelser. Projektet er inddelt i tre faser, og de amerikanske myndigheder har afsat 335 millioner dollars til udførelsen af første fase, som ventes at kunne spare byen for ødelæggelser for 778 millioner dollars frem mod 2050. Gennemføres alle tre faser, ventes BIG U at kunne spare byen for 1,9 milliarder dollars i samme tidsrum.

Læs mere om BIG U her

Relateret indhold