Natalie Mossin har i mere end et årti været en førende tænker indenfor innovation i arkitekturen, og hun har arbejdet med tværgående innovationsprojekter i Danmark og i udlandet.
– Innovation er ikke et mål i sig selv. Vi står overfor en række udfordringer i branchen, og vi kan ikke fortsætte på samme måde, som vi gør i dag. Vi har brug for at udvikle og implementere nye løsninger. Samarbejde og generøs arkitektur er nøglen til en bæredygtig fremtid, siger Natalie Mossin, der netop er udpeget som kurator for den danske pavillon ved Venedigbiennalen.
Udstillingen i den danske pavillon præsenterer en særlig dansk tilgang til innovation igennem få, meget forskellige projekter.
Projekterne undersøger potentialer i mobilitet, kulturel resiliens, boligbyggeri og computerteknologi på et globalt plan. Hvert projekt viser, hvordan forskellige typer viden og forskellige aktører kan mødes på tværs og samarbejde om innovative løsninger, som understøtter en bæredygtig udvikling.
Blox er rammen
Tegnestuen OMA’s nye bygning i København, Blox, vil udgøre udstillingens rammefortælling.
Blox afspejler idéen om et frirum for samarbejde og innovation, der går på tværs af faggrænser og skaber møder mellem branche og borgere. Blox skal både være det nye hjem for Dansk Arkitektur Center og en international innovationshub. Bygningen huser også boliger, restauranter, fitnesscenter og åbner for offentligheden 6. maj – umiddelbart inden åbningen af Arkitekturbiennalen i Venedig den 26. maj.
Navnene på de andre udstillende arkitekter bliver offentliggjort i løbet af foråret.