Selvom vi herhjemme jævnligt ser luksuslejligheder opført blandt andet som penthouses øverst i havnebyggerier, så er der andre steder i verden luksusboliger af en helt anden kaliber – og til en helt anden pengepung.
For eksempel i New York, hvor mangemilliardæren og politikeren Donald Trumps datter, Ivanka Trump, skal flytte ind i en luksusbolig på Park Avenue. Men før damen flytter ind, skal boligen sættes i stand – og den opgave er lagt i hænderne på danske Vedel Design LLC. Det skriver Børsen.
Der er købt marmor for mere end et parcelhus i Danmark koster.
Partner Carsten Mindegaard Vedel Design LLC
Masser af marmor
Bag Vedel Design finder man den anerkendte Jessica Vedel, som for nylig har slået sig sammen med direktøren for LM Byg, Carsten Mindegaard. Duoens første opgave bliver Trump-lejligheden, der ifølge Børsen skal totalrenoveres.
– Sammen med arkitekten designer vi boligen fra bunden, og Jessica står for indretningen. Det siger sig selv, at dette er en type opgave, der stiller de allerhøjeste krav til kvaliteten, og vi må bevæge os minutøst fremad for at løse alt til perfektion, siger Carsten Mindegaard til Børsen.
Han forventer, at projektet kommer til at vare op mod to år. Budgettet vil han ikke ud med, men tilføjer at der ikke bliver gået på kompromiser i familien:
– Der er købt marmor for mere end et parcelhus i Danmark koster, siger han til avisen.