Morten Schmidt, stiftende partner i Schmidt Hammer Lassen mener, at man skal være på vagt over for de store masterplaner, som i hans optik ofte ikke er skabt til at udvikle sig over tid sammen med de mennesker, der skal udfylde dem.
– Mange store masterplaner rækker årtier ud i fremtiden. Man skal passe på, at mange af de tanker, der er nedfældet af få, kloge hjerner ikke bliver så låsende for den udvikling, der i virkeligheden kommer til at foregå. Vi ser i andre lande en mere evolutionær måde at udvikle byen på. Det kan være en bedre og mere menneskelig måde at gøre det på, siger Morten Schmidt.
Han holdt på Building Green Aarhus et oplæg, hvor han også opponerede mod en tendens i Nordamerika, hvor fokus kun er på at tjene penge og slet ikke på at skabe interessant byggeri.
– I Nordamerika er der en lang række developere, som er børsnoterede firmaer, for hvem det vigtigste er at forrente kapitalen bedst muligt for ejerne. Problemet er, at de tilsidesætter den visionære tænkning, der skal foregå. For et samfund ændrer sig jo. Så de kommer til at stå tilbage med nogle outdatede bygninger. Men markedet er samtidig så krævende, at udviklerne kan få solgt alt, og derfor bliver der ikke nytænkt. Og det provokerer mig til at komme med nye måder at gøre tingene på, siger Morten Schmidt.
I sit oplæg kom han også ind på de brasilianske favelaer, der for ham rummer store værdier på trods af deres skidte ry.
– Der er slet ingen tvivl om, at favelaer rummer både arkitektonisk og menneskelige kvaliteter. Det paradoksale er, at dele af favelaerne går hen og bliver trendy i øjeblikket. Spørgsmålet er, om ikke vi kan planlægge på en helt anden måde, der er evolutionær og tager det dag for dag. Hvor man lader folk bestemme selv under nogle principielle rammer. Det, tror jeg, er vigtigt, siger Morten Schmidt.
Se interview med Morten Schmidt øverst i artiklen.