4.000 arkitekturprojekter fra hele verden var indstillet til ArchDailys 15 arkitekturpriser. Efter to ugers åben votering er antallet drastisk reduceret, så der nu kun er 75 finalister tilbage i de 15 kategorier. Fem i hver kategori.
15 danske projekter var med i den indledende runde med 23 indstillinger, men nu er kun to danske arkitekturperler tilbage.
De to, der er gået videre, er Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) i Herlev, som Vilhelm Lauritzen Architects, Mikkelsen Arkitekter og Sted står bag. Steno er med i kategorien Healthcare Architecture.
Også Operaparken ved operaen i København, som Cobe har designet, er med videre i kategorien Public & Landscape Architecture.
To danske i udlandet
Dertil er to danske projekter i udlandet stadig med: BIG’s The Spiral i New York i kategorien Best Applied Products samt 3XN’s Quay Quarter Tower i Sydney i kontor-kategorien.
Netop BIG og 3XN kan noget med de der storstilede projekter i udlandet. Begge tegnestuer vandt således hver deres Mipim Award i 2023 for hhv. boligprojekt Sluishuis i Amsterdam og netop Quay Quarter Tower.
Find og stem på dit yndlingsprojekt ArchDailys arkitekturpriser >&kth=0&mc_cid=cd6d8c6eaa&mc_eid=a8afa78055″>her. Vinderne bliver annonceret d. 22. februar.