Ikea København City
- Arkitekter: Dorte Mandrup A/S.
- Totalentreprenør: MT Højgaard.
- Offentlig tilgængelig taghave med direkte adgang til og fra nabobygningerne 250 træer og buske bliver plantet på taghaven og rundt omkring på city varehusgrunden.
- Taghaven får karakter af vild bynatur med mange forskellige plantearter, der kan agere hjem for den naturlige fauna i området og bidrage til biodiversiteten.
- 1450 m2 solceller bliver monteret på bygningens tag. De forventes at dække en fjerdedel af bygningens energiforbrug.
- 25 % af bygningens hvide facade bliver dækket med grøn beplantning – i alt ca. 1300 m2 grønt på facaderne.
- Cykelparkering til 760 cykler inklusiv plads til 55 ladcykler. Ikea forventer, at byggeriet opnår BREEAM certificeringen ‘Outstanding’.
Det har ladet vente på sig, men nu kommer det. Et nyt stort Ikea varehus, og det signalerer den nye dagsorden Ikea vil være en del af: Bæredygtighed.
City varehuset er netop godkendt af Borgerrepræsentationen i København og det bliver en ny version af Ikea konceptet, som man kender det i dag. Og det forventes at opnå en af de højeste bæredygtighedscertificeringer BREEAM Outstanding.
– Vi er rigtig glade for, at vi nu kan realisere planerne for vores Ikea city varehus, der er en nytænkning af det traditionelle Ikea varehus, da det er beliggende i hjertet af København og bliver tilpasset byen og københavnerne, siger Anders Lyhne Nordtorp, der er ekspansionschef i Ikea Danmark.
Ny måde at bruge et varehus på
– Vi forventer, at kunderne vil bruge varehuset på en anden måde, og det er noget, vi har tænkt ind i udviklingen af varehuset. Med den endelige godkendelse fra kommunen kan vi nu for alvor komme i gang.
Varehuset bliver certificeret efter BREEAM Outstanding, der er en af højeste standarder for bæredygtigt byggeri.
Bæredygtigheden bliver også synlig og praktisk: på toppen af varehuset etableres en grøn taghave, som får karakter af vild natur. Med i alt bliver 250 træer og buske plantet på varehusgrunden og taghaven, hvor et grønt område vil agere hjem for den naturlige fauna i området og bidrage til biodiversiteten.
Binder byen sammen og bliver fælles udsigtsmål
Den grønne taghave spiller en vigtig rolle i planlægningen af det nye varehus, da arealerne skal være med til at binde bydelen sammen fra Bernstorffsgade og Otto Busses Vej. Samtidig bliver området et sted med plads til ophold og leg, hvor københavnerne kan mødes, slå sig ned og nyde den flotte udsigt over København.
– Vesterbro er et tætbefolket og aktivt kvarter i byen, der kun har få grønne lommer og gangbroer til rådighed. Med den nye tagterrasse vil vi gerne give en grøn lounge tilbage til lokalsamfundet og skabe både intime hvilesteder og muligheder for spontane møder. Fra toppen af taget har du en smuk uforstyrret udsigt over Vesterbro, kanalen og Indre by, siger arkitekten Dorte Mandrup, som har tegnet stregerne til det nye varehus, og tilføjer:
– Facaden henter inspiration fra et hvidt gardinmotiv. Strømmende ned fra kanterne af tagterrassen bliver ‘gardinet’ trukket et par steder til side og viser aktiviteten indenfor. Gardinet ender på en piedestal på gadeplan, hvor du kan hvile dig en smule i middagssolen mellem de krusede folder.
For Ikea har det været vigtigt, at varehuset med dets centrale placering også bliver en naturlig del af bymiljøet og giver tilbage til byen:
– Det kan vi sikre os ved også at skabe plads til dem, der måske ikke skal handle hos os. Vi vil gerne skabe liv i et område, der ellers ikke bliver brugt som opholdssted. Derfor kan vi med den grønne taghave bidrage til et bæredygtigt by- og lokalmiljø, der er til glæde for københavnerne, siger Anders Lyhne Nordtorp.
Ikea har løbende inddraget lokale borgere på Vesterbro, der har haft mulighed for at komme med forslag til lokalplanen og byggeriet. Med lokalplanens godkendelse begynder byggeriet af city varehuset, og den officielle åbning forventes at blive i sommeren 2023.
Og gør byen grønnere
Ikea skulle leve op til en række politiske krav fra Københavns Kommune for at få byggetilladelsen i hus. Blandt andet bliver 25 % af bygningens facade dækket med grøn beplantning – i alt ca. 1300 m2 facade begrønnes. Det grønne islæt glæder teknik- og miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen (EL):
– Jeg er glad for, at Ikea har lyttet til politikerne og til tidsånden og indretter et varehus, der er baseret på, at det er nemt at komme til med cykler og ladcykler. Samtidig får varehuset en grøn profil både med den begrønnede facade og taghaven, som kan understøtte biodiversitet, så det synes jeg er positivt, siger hun.
Når lokalplanen er godkendt begynder byggeriet af city varehuset, med åbning i sommeren 2023.