Novahuset
- Bygherre: Örebroporten
- Entreprenör: Byggtema
- Arkitekt: Juul Frost Arkitekter
Juul Frost Arkitekter vandt i 2010 konkurrencen om Örebro campusplads, hvor opgaven var at designe, programmere og projektere tre nye bygninger på området. I efteråret slog den nye handelshøjskole Nova så dørene op, og nu hædres bygningen og dermed Juul Frost Arkitekter med Örebro Kommunes bygningspris. Det oplyser Juul Frost Arkitekter i en pressemeddelelse.
– Med Novahuset har Örebro Universitet fået et nyt ansigt mod bykernen, og byen har fået et nyt ikonbyggeri. Bygningens unikke former og materialer fortæller om de indvendige rum og giver Universitetspladsen sin egen identitet, lyder det i motiveringen af udmærkelsen, hvor også flot udnyttelse af pladsens forskellige niveauer til at skabe rumlig sammenhæng, måden at anvende eksisterende vinduesformer i facadekompositionen samt en udtryksfuld og træfsikker arkitektur fremhæves.
JFA forsøger konstant at udvide vores forståelse af, hvad en campus er.
Flemming Frost Partner, Juul Frost Arkitekter
Ny epoke
Novahuset er med sit auditorium til 560 personer et undervisnings-, udvekslings- og mødested mellem universitet, erhvervsliv og by. Bygningen åbner sig med sin markante glasfacade mod Universitetspladsen – den nye centrale ankomstplads – og understreger herved den grundlæggende tanke om, at åbenhed og synliggørelse understøtter et moderne og innovativt studiemiljø. Om aftenen gløder den gennemskinnelige facade og inviterer studerende og byens borgere indenfor i aulaen, der er bygningens svævende omdrejningspunkt.
Udover campusplads og handelshøjskole indgår 100 nye studie- og forskerboliger samt business center Alfred Nobel Science Park i projektet og bidrager til at skabe et dynamisk byliv omkring entréområdet.
– JFA forsøger konstant at udvide vores forståelse af, hvad en campus er. Integrationen med omgivelserne ligger os særligt på sinde, idet campus har potentiale til at tegne værtsbyen som centrum for viden og tiltrække videnserhverv. Byen kan samtidig være med til at gøre campus til et levende, inviterende sted for alle. Med Novahuset træder Örebro by ind i en ny epoke, og vi er stolte af den anerkendelse, en stadsbyggnadspris er, siger partner i Juul Frost Arkitekter Flemming Frost.