Kæmpebølge beklædes med egetræ

Næsten 700 egetræsplanker, der er tilskåret diagonalt i varierende bredde, vækker nu opmærksomhed i Hobro Havn.
?Kæmpebølgen? på Hobro Havn består af næsten 700 egetræsplanker af bæredygtigt og certificeret egetræ. Pressefoto.
?Kæmpebølgen? på Hobro Havn består af næsten 700 egetræsplanker af bæredygtigt og certificeret egetræ. Pressefoto.

Mariagerfjord Kommune er i disse år ved at skabe bedre sammenhæng mellem fjorden, midtbyen og havnen i Hobro. Det Maritime Kulturcenter ved havnen skal være et udflugtsmål og understøtte fjordens rolle som samlende kraft i kommunen. For at binde byen og havnen bedre sammen og samtidig åbne værftsområdet op for borgerne har Realdania støttet opførelsen af Det Maritime Kulturcenter med Hobro Værft som ramme.

Første skridt i etableringen af Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord var en projektkonkurrence, og Arkitektfirmaet E+N Arkitektur vandt projektkonkurrencen med den flotte facadebeklædning til “kæmpebølgen”, der både skal udgøre en ny formidlingsbygning, formidlingssti, en ny byggehal, mandskabsfaciliteter og skure.

Egetræ er ekstremt holdbart, når andelen af kernetræ er 100 procent som i dette tilfælde.

Søren Gøttrup Direktør, Skovtrup.dk

Den samlede budgetramme er på 16,5 millioner kroner, og projektet er støttet af Realdania, LAG Himmerland via EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram, Det Obelske Familiefond, Region Nordjylland og Mariagerfjord Kommune.

Vinderforslaget betragtes som modigt med en formidlingsbygning, opført som en kæmpemæssig bølge, der nu er lagt ud i fjorden langs Søndre Kaj i Hobro Havn. På den måde bliver bygningen et selvstændigt vartegn for kulturcentret, og samtidig tydeliggør den forbindelserne ind til byen og ud i fjorden.Fra vandsiden ses kæmpebølgens mosaikmønster, der består af specialskåret egetræ fra SkovTrup.dk.

Holdbart træ

– Arkitekten havde fokus på, at der skulle bruges holdbart træ og helst europæisk, og det passer meget fint sammen med, at egetræet er fra bæredygtige plantager i EU. De diagonalt-savede, ovntørrede planker er med båndsavet overflade, der giver et rustikt maritimt udseende, som falder godt ind i havnemiljøet. Vi har normalvis mest fokus på selve træets holdbarhed, og vi sælger kun træ, som vi kan stå inde for. Derfor sælger vi heller ikke trykimprægneret træ, der er deponiberettiget efter brug. Og vi sælger ikke træ fra troperne, for vi kan ikke stole på de dokumenter, der følger med træet. Den bedste måde at begrænse rovdrift i regnskovene og brugen af giftigt, trykimprægneret træ, er derfor at finde et alternativ – og dér er robinie- og egetræ oplagt. Det gror i Europa, og vi køber det fra plantager i Slovakiet, Ungarn, Tyskland og Polen, siger direktør og medejer af SkovTrup.dk, Søren Gøttrup, og fortsætter:

– Egetræ er ekstremt holdbart, når andelen af kernetræ er 100 procent som i dette tilfælde. Egetræ har desuden et højt indhold af naturlige garvesyrer, der slår svampe ihjel. Ifølge langtidsforsøg på Teknologisk Institut er holdbarheden ved fugtkontakt således på mellem 18 og 25 år.

SkovTrup.dk, dar har hjemme i Snæbum ved Hobro, blev stiftet i 2002 af maskinmestrene Jon Skovhus og Søren Gøttrup, efter at begge var vendt hjem til Danmark efter flere års arbejde i udlandet. Virksomheden har mere end 5.500 kvm lager.

Er førende i Danmark

Mariager Fjord både adskiller og samler kommunen. Fjorden har gennem tiden været livsnerven i området og samtidig bevirket, at der i Hobro er opstået en betydelig industrihavn. Hobro Værft er et af landets ældste endnu fungerende træskibsværfter, og værftsområdet fremstår i dag som en kommerciel arbejdsplads, og dermed et lukket område. Såvel bygninger som moler, bolværk og beddinger er meget slidte og i dårlig stand.

Mariagerfjord Kommune er udvalgt som en af landets 8 kulturarvs-kommuner med ønske om at udvikle kommunen med afsæt i den fjordnære historie og kulturarv. Hobro Værft er i kulturarvsprojektet udpeget som et oplagt emne med et stort udviklingspotentiale. Og en del af potentialet er altså vurderet til at kunne realiseres i et maritimt kulturcenter.

Relateret indhold