Nyt kontorhus i Carlsberg Byen i 2018

BAM Danmark skal opføre et næsten 7.000 kvadratmeter stor kontorbygning, udviklet sammen med VHA, Nord Architects og EKJ.
Carlsberg Byen får i 2018 en ny kontorbygning, Harild Hus. Visualisering: NORD Architects og Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Carlsberg Byen får i 2018 en ny kontorbygning, Harild Hus. Visualisering: NORD Architects og Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Harrild Hus kommer den nye bygning til at hedde.

Med sin placering tæt på Elefantporten og med bl.a. Maskincentralen, Den snoede skorsten og Lagerkælderen som nærmeste naboer, får Harild Hus en yderst prominent placering i hjertet af Carlsberg Byen.

– BAM er utrolig stolte over at have været med til at udvikle og nu opføre endnu et spændende projekt i Carlsberg Byen, siger Bo Svendsen, adm. direktør i BAM Danmark.

Harild Hus er navngivet efter den danske arkitekt Carl Harild, der bl.a. arbejdede for Carlsberg og har stået for flere af områdets bygninger, herunder indleveringshallen med flaskelager, mineralvandsfabrikken, kraftværket med vandtårn og tidligere obelisk, kedelhuset m.fl.

Seks etager

Bygningen, der bliver på 6.815 kvadratmeter og får seks etager, udgør den sidste og afsluttende længe i karréen for den nye Europaskole. Ligesom Europaskolen arkitektonisk refererer til sine omgivelser,

vil Harild Hus blive tilpasset bydelens arkitektur og skala og have sit eget Carlsbergske udtryk – på én gang industriel og ornamental.

– Vi har naturligvis skelet til områdets oprindelige kvaliteter og særkende for at at lave et stedspecifikt hus, der er indpasset i sine omgivelser. Teglfacaden udføres i et legende reliefmønster med en taktfast rytme og en stram geometrisk opdeling, der refererer til Lagerkælderen og De hængende haver, fortæller Kathinka Bødtker-Næss Larsen, der er sagsarkitekt på projektet.

Plads til alle størrelser

Hos Carlsberg Byen P/S, der er bygherre på projektet, glæder man sig over den kommende bygning og dens mange anvendelsesmuligheder.

– Jeg tror, beliggenhed, muligheder og fleksibilitet er de mest rammende ord for denne flotte bygning. Den kan rumme både den lille, den mellemstore og den store virksomhed, og med den fleksible planløsning og de mange indretningsmuligheder, vil den ligeledes kunne rumme både kreative erhverv og erhverv med større krav til kontoropdeling. Bygningen har også mulighed for butikslejemål lige i hjertet af Carlsberg Byen omgivet af masser af liv og fredede bygninger, siger Carlsberg Byens adm. direktør Jens Nyhus i en pressemeddelelse.

Det er også BAM Danmark, Vilhelm Lauritzen Arkitekter, NORD Architects og EKJ, der står for design og opførelse af Europaskolen.

Relateret indhold