Om idekonkurrencen
- Norddjurs Kommune indbød i maj 2015 til idekonkurrence og afgivelse af tilbud på totalrådgivning i forbindelse med områdefornyelse i Grenaa midtby. To teams, Preben Skaarup og Schønherr, havde ved afleveringsfristens udløb givet bud på opgaven, og en bedømmelseskomité med repræsentanter fra kommunalbestyrelsen og foreninger og erhvervsliv i Grenaa har foretaget den endelige udvælgelse af vinderprojektet i samråd med to fagdommere.
Schønherr skal sammen med Loop Architects, VIA Trafik Rådgivning, Ingeniørfirmaet Viggo Madsen og Elgaard Architecture i gang med at konkretisere og tilpasse ideerne i vinderforslaget for områdefornyelsen i Grenaa bymidte. Vinderforslaget har fokus på lys, vand og aktivering af byrummet, og Norddjurs Kommune og Grenaas borgere skal nu inddrages i videreudviklingen af planerne.
– Det er rigtig dejligt at være nået i mål med udvælgelse af det forslag, som skal danne ramme for det videre arbejde med fornyelse af Grenaa midtby. Jeg har store forventninger til samarbejdet med Schønherr. Forudsætningen for at vi i de kommende år kan komme videre fra den flotte platform, som her er skitseret, er ekstern finansiering til en række delprojekter. Og her er der nogle oplagte muligheder, vi skal arbejde med og realisere. Hvert enkelt delprojekt skal efterfølgende ses som en del af en langsigtet forandring, siger borgmester i Grenaa, Jan Petersen (S), som har været medlem af den bedømmelseskomité, der har valgt vinderforslaget.
Projektet har en klassisk karakter, der passer godt til Grenaas historiske bymidte.
Boris Brorman Jensen Fagdommer og arkitekt
Klassisk karakter
Bedømmelseskomitéens beslutning er blevet truffet på baggrund af de indsendte forslag, drøftelser i komitéen og mundtlig præsentation fra forslagsstillerne. I arbejdet er bedømmelseskomitéen blevet guidet af to fagdommere.
– Tillykke, Grenaa. I har fået et superflot projekt. Det har en klassisk karakter, der passer godt til Grenaas historiske bymidte. Projektet skaber en smuk baggrund for livet i byen, lyder det fra en af fagdommerne, arkitekt Boris Brorman Jensen.
I vinderforslaget beskrives blandt andet, at den nye attraktive bymidte skal understreges af grønne forbindelser, som defineres af den øst-vestgående å og et nord-sydgående landskabsbånd. I skæringspunktet mellem åen og Søndergade skal en ny brobelægning markere indgangen til centrum. Middelalderbyens afgrænsning skal fremhæves af en aflastende trafikring med opgradering af parkeringsområder, hvorfra der via stier, gyder og gågader er nem adgang til den historiske midtby og den nye pladsdannelse omkring kirken og rådhuset.
Det nye entydige centrum skal være Skt. Gertruds Kirke. Omkring kirken indrettes mod syd et klassisk torv, og mod nord etableres en ny rådhusplads, der skabes som en ‘superfontæne’, der kan fungere som vandkunst, skaterbane eller åben byscene.