Se dem her: Stjernearkitekter kæmper om at redde vikingeskibene

Fem teams med en perlerække af danske og internationale topnavne er udvalgt til både at redde de historiske vikingeskibe fra vandmasserne omkring Vikingeskibsmuseet i Roskilde og udvikle og forny de tidligere fredede vikingeskibshal og området omkring.
Vikingeskibsmuseets fem originale vikingeskibe - der er en del af verdens kulturarv og af enestående national betydning - trues i dag af stormflod og nedbrydes af dagslys. Et nyt Vikingeskibsmuseum med en ny udstillingsbygning skal fremtidssikre vikingeskibene. Foto: Vikingeskibsmuseet
Vikingeskibsmuseets fem originale vikingeskibe - der er en del af verdens kulturarv og af enestående national betydning - trues i dag af stormflod og nedbrydes af dagslys. Et nyt Vikingeskibsmuseum med en ny udstillingsbygning skal fremtidssikre vikingeskibene. Foto: Vikingeskibsmuseet

Vikingeskibsmuseet i Roskilde, der længe har været et utrygt hjemsted for museets 1000 år gamle skibe, blev opført i 1969 og er tegnet af nu afdøde arkitekt Erik Christian Sørensen, der, inspireret af udenlandske arkitekter, brugte beton på en hidtil ukendt, fri og rustik måde, hvilket resulterede i en dynamisk og rå arkitektur.

Vikingeskibshallen anses for et hovedværk i moderne dansk arkitektur og blev derfor fredet i 1998. I 2018 blev fredningen ophævet for at bygningen kan reddes. I 2019 blev Vikingeskibshallen placeret på listen over de 100 væsentligste betonbygninger i Europa fra det 20. århundrede.

Det er denne markante og arkitekturhistorisk vigtige bygning, de fem teams nu skal både transformere og udvikle.

Læs også: Historiske vikingeskibe skal reddes af ny museumsbygning

De fem udvalgte teams er:

Team A:

3XN

E+N Arkitektur

SLA

GXN

Team B:

C.F. Møller Danmark

Snøhetta Oslo

Team C:

Dorte Mandrup

Over Byen Arkitekter

Vogt Landscape Architects

Team D:

Foster + Partners

Mikkelsen Arkitekter

Schønherr

Team E:

Lundgaard & Tranberg Arkitekter

Christoffer Harlang Architects

Marianne Levinsen Landskab

En synlig arkitektonisk identitet

De fem teams har nu til udgangen af 2023 til at komme med hvert deres bud på den komplekse opgave, der rummer forskellige delopgaver: De skal både have fokus på hoveddisponering og placering af nybyggeri, transformation af den eksisterende vikingeskibshal, landskabsbearbejdning inklusive etablering af fjordsti samt koncept for formidling, bæredygtighed og klimasikring.

De forskellige elementer skal kobles sammen i et robust, arkitektonisk og landskabeligt helhedsgreb, som lever op til projektets vision, målsætninger, designkriterier og krav.

Den nye udstillingsbygning skal sammen med en ny velkomstbygning, en transformation af den oprindelige Vikingeskibshal samt bearbejdning af landskab og udearealer sikre, at de besøgende får en sammenhængende museumsoplevelse. Samtidig skal projektet give offentligheden endnu bedre adgang til kysten og fjorden, end det er tilfældet i dag.

Museet skal balancere en synlig arkitektonisk identitet med en nær læsning og fortolkning af stedet – på kanten mellem fjord og by. Bygninger, indhold og sted skal opleves som en helhed.

Det nye museum skal være et foregangseksempel på et fremtidssikret, internationalt, kulturhistorisk og bæredygtigt museumsbyggeri med højt, innovativt bæredygtighedsfokus. Som en del af den tidlige designproces skal variantstudier og LCA-vurderinger vise strategier til at minimere emissioner.

Nybyggeriet skal minimum opnå DGNB Guld-certificering.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde, der er tegnet af nu afdøde arkitekt Erik Christian Sørensen, er opført i 1969 og blev i 2019 placeret på listen over de 100 væsentligste betonbygninger i Europa fra det 20. århundrede. Foto: Vikingeskibsmuseet
Vikingeskibsmuseet i Roskilde, der er tegnet af nu afdøde arkitekt Erik Christian Sørensen, er opført i 1969 og blev i 2019 placeret på listen over de 100 væsentligste betonbygninger i Europa fra det 20. århundrede. Foto: Vikingeskibsmuseet

Konkurrencen, der er udskrevet af Vikingeskibsmuseet i Roskilde, har et samlet byggefelt på ca. 31.000 kvm, hvoraf ca. 3.300 kvm skal bestå af nybyggeri. Den eksisterende hal, der skal transformeres, dækker ca. 2.400 kvm.

Den forventede økonomiske ramme lyder pr. september 2022 på ca. 280 mio. kroner eksklusive moms.

Relateret indhold