Om projektet
- Arkitekt: Schmidt Hammer Lassen Architects
- Bygherre: Shanghai Library
- Areal: 110.000 kvm
- Konkurrence: 2016, førstepræmie i international konkurrence
- Ingeniører: Schlaich Bergermann Partner, Transsolar, Buro Happold, Drees & Sommer
- Lokal samarbejdende arkitekt: SIADR
- Visualiseringer: Schmidt Hammer Lassen, Beauty & the Bit, Doug&Wolf
Schmidt Hammer Lassen Architects har vundet en international totrins-konkurrence om design af et nyt bibliotek i Shanghai i Kina. Konkurrencen om det 110.000 kvm store projekt er forløbet over et halvt år, og de øvrige deltagere i konkurrencen talte Kengo Kuma, David Chipperfield og Dominque Perrault. Det oplyser den danske tegnestue i en pressemeddelelse.
– Vi ser biblioteket som omdrejningspunkt i en park – en central klippeblok i en byhave i kinesisk skala. En af de mest betagende ting ved dette projekt er dets placering i et parkområde. Man befinder sig i hjertet af verdens største by, men vi har mulighed for at skabe et fristed for viden og medier i træerne, siger Chris Hardie, partner hos Schmidt Hammer Lassen.
Moderne biblioteker
Projektet afslutter en trilogi af kulturelle projekter sammen med det kinesiske Science & Technology Museum og Shanghai Oriental Arts Centre. De er alle beliggende omkring det centralt placerede Pudong-regeringskvarter og tæt ved Century Avenue, der forbinder Century Park til Business District, hvor sidstnævnte danner den nu globalt genkendelige skyline af Shanghai.
I 1995 fusionerede Shanghai Library med Shanghai Institute of Scientific and Technolgical Information hvilket resulterede i et avanceret og omfattende offentligt bibliotek, der som det første i Kina kombinerer folkebibliotekernes tjenester med videnskabelige og teknologiske forskningsfunktioner.
– Et moderne bibliotek er ikke kun et sted til opbevaring og udlån af forskellige materialer – det er også et sted at være, et sted for social interaktion og et sted at blive inspireret og overrasket. Svaret på disse forandringer og udfordringer er, hvad vi kalder et skift ‘fra samling til samlingssted’. Biblioteker er ikke kun passive samlinger, men pulserende institutioner, der forbinder brugere med viden, erfaringer, innovation og ikke mindst med deres medborgere, siger seniorpartner i Schmidt Hammer Lassen, Morten Schmidt.
Centralt atrium
Biblioteket selv er organiseret omkring et stort centralt atrium i form af tre forskudte læsesale, der åbner op og danner forbindelse til forskellige dele af biblioteket og forskellige kontekstuelle dele af byen fra Century Park mod øst, en ny bibliotekspark mod syd og byen mod nord og vest. Bibliotekets volumen er udskåret og drejet for at reflektere den omgivende park og himmel og har en gennemgående facade af klart, isolerende og mønstret glas. Glaspartierne er arrangeret i vandrette bånd, som, foruden vandrette lameller, er vinklet for at minimere solblænding, hvilket tillader uhindret panoramaudsigt til parken og byen.
Biblioteket forventes afsluttet og klar til at åbne for offentligheden i 2020.
Schmidt Hammer Lassen har mange biblioteker under bæltet og har tidligere stået for blandt andet renoveringen og udvidelsen af Det Kongelige Bibliotek i København, Halifax Hovedbibliotek i Nova Scotia og Dokk1 i Aarhus. Andre igangværende biblioteksprojekter omfatter det nye Ningbo Hovedbibliotek i det østlige Kina, der forventes afsluttet i 2017, renovering og udvidelse af Victoria Statsbibliotek i Melbourne i Australien og det nye Hovedbibliotek i Christchurch i New Zealand.