Skala har ladet sig inspirere af bådhustypologien i tegnearbejdet, hvilket har givet sig udslag i nøje tilpassede bådhusinspirerede boliger i robuste naturmaterialer, som alle får rigt lysindfald og udsigt til havet. Hertil kommer et uforstyrret grønt haveareal.
Typologien er ifølge Skala Arkitekter fortolket, så boligerne følger grundens kant mod syd og øst som bådhuse. Mod vest skal det transparente fælleshus stå som punktet mellem hav og by og tegne overgangen mellem havudsigten og den private fælleshave.
Seniorbofællesskabet skal give berigende variation mellem privat bolig og fælles faciliteter i seniorlivet og give mulighed for fællesskab og aktiviteter.
Skala Arkitekter og AB Holmegaarden har tidligere arbejdet sammen, idet teamet i 2011 vandt 65 almene familieboliger med fællesareal – også på Nyborg Havn.
Det nye seniorbofællesskab på Nyborg Havn har planlagt byggestart i 2017 og forventes at stå klar primo 2018.