Schmidt Hammer Lassen har tegnet det store bibliotek Shanghai East Library. Der har netop været første spadestik på projektet.
Det 115.000 kvadratmeter store bibliotek er beliggende i Pudong-distriktet, et område af millionbyen, som er kendt for sin ikoniske skyline.
Med et stigende antal besøgende var behovet for et nyt offentligt bibliotek overhængende; det kommende Shanghai East Library vil betjene fire millioner besøgende om året, tilbyde mere end 1.200 foredrag og aktiviteter samt være hjem for 4,8 millioner bøger.
Fremtidens bibliotek
Projektet er tænkt som et enkeltstående monolitisk objekt, der svæver over træerne i parken. Hovedvolumen af biblioteket svæver over to pavilloner, der skal huse et rum til forestillinger med plads til 1.000 tilskuere, udstillings- og events rum og et dedikeret børnebibliotek, hvor alle rum vil åbne op mod en række anlagte torve og haver.
– Bygherren havde en vision for biblioteket – fremtidens bibliotek skulle være et rum til inspiration, til læring, til udveksling og til skabelse. Gennem designprocessen har vi fulgt de samme mål og overbevisninger, hvor vi ønskede at skabe en bygning, der fokuserede på mennesker og skabe rum, der er forbundne og inkluderende. Målet er at skabe en bygning, der føles som et andet hjem for borgerne i Shanghai, siger Chris Hardie, Partner i Schmidt Hammer Lassen.
Orienteret mod mennesker
Det nye bibliotek er organiseret omkring et stort centralt atrium i form af tre forskudte læsesale, der åbner op og danner forbindelse til forskellige dele af biblioteket og forskellige kontekstuelle dele af byen.
Biblioteks volumen er udskåret og drejet for at reflektere den omgivende park og himmel, med en gennemgående facade af klart, isolerende og mønstret glas. Glaspartierne er arrangeret i vandrette bånd af forskellig gennemsigtighed, hvilket giver bygningen et udseende som en stribet sten med mange lag.
– Designet er orienteret mod mennesker, åbent og fleksibelt, miljøvenligt og sammenkoblet. Når projektet er afsluttet, vil det opfylde alle folks krav til funktioner i et epokegørende offentligt bibliotek, sagde Chen Chao, kurator for Shanghai Library.
– En af grundene til, at vi vælger designet af SHL, er, at de behandler et moderne bibliotek som et sted, hvor folk kan være og socialisere, sagde Chen Chao videre.
Biblioteket forventes afsluttet og klar til at åbne i 2020.