Årets Store Arne er gået til Praksis Arkitekter for arbejdet med Carlsbergfondets nye forskerboliger. Det oplyser Arkitektforeningen.
– Byggeriet vidner om arkitektonisk omtanke og perfektionisme og præmieres for arkitekturens evne til at værne om stedets historie, lyder juryens begrundelse for valget.
Bygningen er placeret på kanten til J. C. Jakobsens have og med de fredede bygninger De Hængende Haver og Mineralvandsfabrikken som naboer. Den gule murstensbygning på cirka 3.200 kvm er fordelt på seks etager, der indeholder 22 varierende boligtyper samt udstillingsfaciliteter i stueetagen.
– Forskerboligerne sætter en høj standard i Carlsberg Byen og trækker samtidig international viden til hovedstaden. Forskerboligerne afslører en stor respekt for stedet, der samtidig løses moderne. Boligerne tjener som forbillede for, hvordan ethvert byggeri i en ny bydel bør udvikles via det velovervejede materialevalg og byggeriets høje detaljeringsgrad, der kommer til udtryk i unikke og smukke løsninger, siger leder af Arkitektforeningen København og formand for juryen, Astrid Mody.
Store Arne gives til såvel udførte værker som initiativer, der har løftet arkitekturen i Storkøbenhavn i det forgangne år.
I tidens ånd
Lille Arne er i år gået til omdannelsen af Absalons Kirke på Vesterbro, som et team bestående af Lennart Lajboschitz, ArcgencY Arkitekter, Allan Lyth, Tal R og Marianne Tuxen står bag.
Den nedlagte kirke på i alt 1.300 kvm er blevet omdannet et helt nyt samlingssted for mennesker på tværs af aldre og interesser.
– Absalons initiator Lennart Lajboschitz og det kreative team bag projektet tildeles Årets Lille Arne for at sætte fælleskabet på dagsordenen i en tid, hvor flere og flere vælger at bo alene, og nye familieformer opstår. Det er et generøst projekt til glæde for byens borgere – et nyt mødested, hvor man kan møde sin nabo, hænge ud med sine venner, spise aftensmad, dyrke sport eller arbejde. Beslutningen om at nedlægge fem københavnske folkekirker blev her taget som en mulighed for at skabe en fælles dagligstue i tidens ånd, siger Astrid Mody.
Lille Arne gives til initiativer, realiserede og ikke-realiserede projekter og nytænkende ideer, som har skabt debat eller gjort en forskel for faget.
Årets Arner blev uddelt ved Arkitektforeningen Københavns nytårskur den 27. januar.