Tre nomineret til Danish Wood Award

ONV Arkitekter, Vandkunsten og Falko Arkitekter er med i opløbet om den prestigefulde arkitekturpris, der bliver overrakt 17. november.
Direktør Michael Koch, Træinformation, er formand for den komité, der vælger vinderen af Danish Wood Award 2016. Arkivfoto.
Direktør Michael Koch, Træinformation, er formand for den komité, der vælger vinderen af Danish Wood Award 2016. Arkivfoto.

Valget af de tre nominerede til Danish Wood Award 2016 bliver en dyst på bæredygtighed, form og funktion.

ONV Arkitekter er nomineret for deres sociale indignation. Tegnestuen har udviklet en modulløsning til socialt boligbyggeri, af høj arkitektonisk kvalitet, der giver velfungerende og smukke lejligheder, der ikke koster en formue – blandt andet ved at bruge træelementer beklædt med alt lige fra gran til skifer, teglklinker og aluminiumsplader. ONV eksperimenterer med stoflighed og materialitet i alle byggerier, herunder smukke løsninger i træ.

… træ er et bæredygtigt byggemateriale, der er uhyre konkurrencedygtigt.

Direktør Mikael Koch Træinformation og formand for priskomiteen

– Tegnestuen nomineres for sin stædige jagt på at give de dårligst stillede bæredygtigt byggeri og kvalitet til en billig pris. Samtidig har de vist, at træ er et bæredygtigt byggemateriale, der er uhyre konkurrencedygtigt, forklarer Mikael Koch, der er formand for priskomiteen og direktør i Træinformation, der står bag prisuddelingen.

Bæredygtige boksmoduler

Priskomiteen nominerer også Vandkunsten for projekter som Danmarksgrunden i Rødovre, hvor almene boliger er udført som boksmoduler i træ beklædt med skifer og træ.

Tegnestuen forsker også i træets patinering og er på vej med nye løsninger, hvor de arbejder med limtræ i dæk og tag og beklæder facaderne med ubehandlet gran.

– Vandkunsten er nomineret for sit fremsynede arbejde med træet som en væsentlig bidragsyder til mere bæredygtigt byggeri i høj arkitektonisk kvalitet, siger Mikael Koch.

Raffineret brug af træ

Endelig er Falko Arkitekter v/ Tage Lyneborg, Høgni T. Hansen og Carl Th. Lyneborg nomineret for deres tilbygning til Falkonergårdens Gymnasium.

En meget fin tilbygning i høj arkitektonisk kvalitet med stor føling for indpasning og tilpasning til de eksisterende bygninger og alligevel med sit eget udtryk. Bygningen fremtræder nærmest som et fint skrin i træ, hvor alle overflader både udvendigt og indvendigt er udført i træ på en særdeles raffineret måde.

– Falko Arkitekter nomineres for deres klassiske, omhyggelige tilgang til arkitektur og sin sans for at bruges træets æstetik til at opnå sine arkitektoniske mål, forklarer Mikael Koch.

Hvem af de tre, der vinder Danish Wood Award 2016, bliver afsløret ved en festlig prisoverrækkelse hos VILLUM Window Collection den 17. november kl. 17.

Relateret indhold