Vejen banet for eksklusivt havnebyggeri

Aarhus Kommune har vedtaget lokalplanen for et område beliggende ud til lysbådehavnen i Aarhus.
Lokalplanen baner vej for boligbebyggelsen i området, hvor der også på sigt kan blive etableret kanal og promenade. Illustration fra lokalplan nr. 937.
Lokalplanen baner vej for boligbebyggelsen i området, hvor der også på sigt kan blive etableret kanal og promenade. Illustration fra lokalplan nr. 937.

Hvis man både vil have havudsigt og skov i baghaven, er der ikke meget, der kan måle sig med det kommende byggeri ud til lysbådehavnen i Aarhus. Aarhus Kommune har netop vedtaget lokalplanen for det 11.900 kvadratmeter store område, der er privatejet, og som nu kan forberedes til, hvad der uden tvivl bliver meget attraktive boliger.

I dag er lokalplansområdet præget af forskellige lager- og industribygninger, der vil blive fjernet, så lokalplanens sigte om at muliggøre en byomdannelse og udnytte området til en attraktiv boligbebyggelse i overgangen mellem by og havn kan realiseres.

Skitseprojekt foreligger

Størstedelen af lokalplanområdet udlægges til etageboligbebyggelse med tilhørende faciliteter, og for dette delområde har den private ejer udarbejdet et skitseprojekt, der har dannet grundlag for lokalplanens udarbejdelse.

Bebyggelsen skal opføres med underetage på eksisterende terræn, og byggefelterne er fastlagt med en placering, så der mellem bygningerne sikres udsigt fra det eksisterende byområde ved Skovvejen til havneområdet.

Boligbebyggelsen må opføres med maksimalt tre etager over underetagen foruden tagterrasse, teknikbygninger m.v. på tage. Den maksimale bygningshøjde bliver 12 meter over underetagen svarende til en maksimal bygningshøjde på knap 21 meter over den normale vandstand i havnen.

Let og åben karakter

Boligbebyggelsen må opføres med et maksimalt etageareal på 7.000 kvadratmeter foruden etagearealet af underetagen med parkering. I dækket over underetagen må der etableres udskæringer for at give lys og åbenhed til underetagen.

Som hovedprincip skal boligbebyggelsen fremstå med en let og åben karakter og udføres i ens materialer og ens tagudformning. For boligerne skal der desuden etableres udendørs opholdsarealer svarende til mindst 25 procent af boligbebyggelsens etageareal. På dækket over underetagen kan der indrettes opholdsarealer, ligesom der påregnes etableret forholdsvis store altaner eller balkoner til de enkelte boliger.

De seks punkthuse får udsigt ud over lystbådehavnen. Illustration fra lokalplan nr. 937.
De seks punkthuse får udsigt ud over lystbådehavnen. Illustration fra lokalplan nr. 937.
Lokalplansområdet omfatter en af de mest attraktive lokationer i Aarhus - med havudsigt, tæt på centrum og et stenkast fra Riis Skov i toppen af billedet. Illustration fra lokalplan nr. 937.
Lokalplansområdet omfatter en af de mest attraktive lokationer i Aarhus – med havudsigt, tæt på centrum og et stenkast fra Riis Skov i toppen af billedet. Illustration fra lokalplan nr. 937.

Relateret indhold